Jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg er fuldstændig lagt ned af betagelse, benovelse og beundring over det nye sublime storværk om den danske maler Vilhelm Hammershøi. Bogen er det hidtil mest omfattende værk om en af dansk kunsts allerstørste skikkelser, og præsenterer banebrydende ny forskning, der kaster helt nyt lys over Hammershøis værker.

Vilhelm Hammershøi er kendt verden over for sine øde stuer, der emmer af sansemættet stilhed, de anonyme rygvendte kvinder, og den fuldstændige raffinerede kontrast mellem lys og skygge. Dertil kommer de tyste landskabsmalerier og de smukke arkitektoniske motiver fra København, hvor Hammershøi selv boede.

Mest berømte er kunstnerens malerier fra hjemmet i Strandgade, hvor lejlighedens lys, linjer og de mange stuer en suite blev endeløse inspirationskilder. Igen og igen skildrede han de småsprossede vinduer, de hvide døre, de grå vægge, stole, borde og den rygvendte hustru Ida i et næsten modernistisk enkelt udtryk. Et næsten fotografisk udtryk.

Og det er netop det fotografiske udtryk, som bogens forfattere sætter under lup. Med en afhandlingens akkuratesse og grundighed gøres der rede for, hvordan Hammershøi helt unikt brugte fotografiet som visuel metode i sine malerier. Ved siden af sine ikoniske billeder dyrkede Hammershøi nemlig fotografiet intenst. Herved opdagede han nye vinkler og teknikker såsom dybdeskarphed, close-up, kvadreringer og gridnet, som han flittigt brugte i sine malerier.

Det var fuldstændig og aldeles banebrydende i den hammershøiske kunstneriske samtid. Fotografiet var et forholdsvis nyt medie, og man malede kun i et såkaldt normalperspektiv – altså gengav det, som øjnene så, eller et udsnit heraf. Derfor er der også en vis afstand i datidens portrætter. Men flere af Hammershøis portrætter er close-up – for eksempel de smukke portrætter af søsteren Anna. Gridnet ses tydeligt i landskabsfotografierne og den drømmende lidt slørede malerteknik minder på mange måder om samtidens fotografiske retning “pictorialisme”.

Under bogens tilblivelse fik forfatterne lov til at tage prydrammerne af malerierne og opdagede herved, at Hammershøi havde beskåret sine billeder fuldstændig som man ville beskære et fotografi. Men i stedet for at skære i lærredet nøjedes Hammershøi med at folde det, så han opnåede det præcist ønskede perspektiv. Dette giver forfatterne en lang rækker eksempler på i bogen, hvor vi rent faktisk får lov til at se, hvad der gemmer sig bag rammerne og i maleriernes udkanter – eller fraklip om man vil. Side for side folder der sig helt nye sider af Hammershøi og hans værker ud. Jeg er blown away!

Bogen ændrer fuldstændig vores opfattelse af Hammershøi, som – udover at være en genial mailer – nu også fremstår som en banebrydende kunstner, som revolutionerede samtidens opfattelse af perspektiv i maleriet.

Hvis man ikke er så foto- og motivteknisk orienteret er bogen stadig en stor fornøjelse. Den gengiver flere end 500 malerier, tegninger, fotografier, skitser, udklip, postkort og breve, der tilsammen giver både et biografisk, kunsthistorisk og kulturhistorisk indblik i Hammershøi og hans værker. Bogen præsenterer også nogle hidtil ukendte fotografier fra fx kunstnerens bryllupsrejse og et maleri, der ikke tidligere har været publiceret.

Bogen er skrevet af Gertrud Oelsner, kunsthistoriker og direktør for Den Hirschsprungske Samling, og Annette Rosenvold Hvidt, der er kunsthistoriker og kunstformidler på Statens Museum for Kunst.

Gertrud Oelsner og Anette Rosenvold Hvidt: Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede. 576 sider, illustreret i farver. Lindhardt og Ringhof. Udkommer 12. oktober 2018.