Bobby Moore var den fødte gentleman. Drengen fra Essex blev nærmest symbolet på det engelske fodboldlandshold, der løb med VM-pokalen på hjemmebanen Wembley i 1966, og statuen foran det store nationalstadion er i sandhed en hyldest til en af de største forsvarsspillere gennem engelsk fodbolds historie.

Indgraveret under statuen er blandt andet disse ord: ’Immaculate footballer. Imperial defender. Immortal hero of 1966. Master of Wembley. Captain extraordinary. Gentleman of all time.’ Det er store ord. De er nærmest poesi. Og de er sande.

Bogen ”Bobby Moore – the man in full” vandt prisen Best British Sports Book i biografi-kategorien i 2015, og det er ellers en kategori, der hvert år bliver nærmest oversvømmet med mere eller mindre interessante udgivelser. Men det er en meget værdig pris, for bogen er intet mindre end brillant.

Jeg kan ikke selv huske, da Bobby Moore spillede. Men når jeg læser en bog, hvor jeg får så mange indre billeder, at jeg nærmest føler, at jeg har oplevet ham live, ja, så ved jeg, jeg har fat i noget godt. Bogen er så godt skrevet og tilført så mange lækre levende billeder, at jeg kun kunne smile, når jeg læste den. Og det på trods af, at langt fra hele handlingen er til at smile af.

Bobby Moore fik første gang konstateret kræft i 1964, hvor han fik fjernet den ene testikel. I 1991 fik han fjernet et stykke af tarmen på grund af kræft, og i 93 fik sygdommen endelig ram på ham i en alder af 51 år.

Før det havde han nydt 16 år i West Ham og tre i Fulham, før han var i USA og endda spillede ni kampe for danske Herning Fremad. Han blev et lysende eksempel på en mand, der ikke stoppede på toppen. Men forholdene var også markant anderledes dengang. Moore tjente ikke fantastisk mange penge på sin sport, og hans investeringer i natklubber og lignende slog fejl. Han var simpelthen nødt til at spille fodbold. En kort periode som træner i mindre klubber var heller ikke en succes. Og hans nedtur kostede ham også et ellers i mages øjne forbilledligt ægteskab.

Bobby Moore var en gentleman. Ja, men han var en meget populær og vellidt gentleman – sådan lidt i god James Bond-stil. Han sagde altid det rigtige og opførte sig høfligt. Men han var meget eftertragtet blandt kvinder, og det kunne han ikke helt stå for. Hans ægteskab med hustruen Tina stoppede efter 25 år, og hun har siden udtalt, at det var forfærdeligt – især fordi der gik endnu ti år, før hun holdt op med at være forelsket i ham.

Jeg vælger at huske ham for hans 108 landskampe, hvoraf han var anfører i de 90. Og så også for et herligt klip, jeg har set mange gange, og som også er godt beskrevet i bogen. I ekstratiden af VM-finalen mod Vesttyskland i 1966, hvor England fører 3-2, og tyskerne presser på, får Bobby Moore bolden i sit eget felt. Det er egentlig hans tanke at sparke den langt, langt væk, men da ingen går til ham, vælger han at tage et par træk ud af feltet. Han kigger op og ser sin klubkammerat fra West Ham, Geoff Hurst, storme fremad i venstre side, hvorpå han lægger en lang og præcis gude-aflevering lige hen over skulderen på ham. Hurst fortsætter i fuld fart med bolden mod det tyske mål og sparker den lige op i nettaget til kampens slutresultat 4-2 og en VM-titel til værtsnationen. Et herligt billede af en herlig og underholdende spiller og et rigtigt spændende menneske.

Bogen er mere en fortælling end en ren hyldest, og for en fodbold-fan som mig er den ren guf.

Matt Dickinson: ”Bobby Moore – the man in full”, Yellow Jersey forlag, 384 sider, september 2014