// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Johan Harstad: Max, Mischa og TET-Offensiven
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Johan Harstad: Max, Mischa og TET-Offensiven

Skrevet af den 16. december 2018 – 07:00Ingen kommentarer

Johan Harstad har begået noget så stort som en ægte fortælling. Det er ikke blot en roman, men en dybfølt empatisk fortælling, som jeg vil påstå påvirker og ændrer sin læser og derved bliver en varig gave. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst og de 1070 sider er alle værd at læse.

Hvad handler den om? Det er svært at favne i en anmeldelse, for når jeg løfter en flig i fortællingen, så kommer jeg i tanker om mange andre, som også skal løftes og nævnes. Først og fremmest handler den om livet og de valg man selv gør og som andre gør på ens vegne. Den handler om at føle sig hjemme, at være hjemme og høre til. Om hvornår man ikke længere kan vende tilbage til sit hjem, fordi man har været for længe væk. Den handler om kunst, jazzmusik, kærlighed, venskaber og Vietnamkrigen.

Den handler om Max, der som 13 årig flytter til USA med sine forældre og søster fra sit kære hjem i Norge og sine to allerbedste venner. Årsagen er, at faren kan få et bedre pilotjob i USA. Men hvordan finder man sig til rette på en ny vej i en ny by og hvordan får man nye venner? Det må Max finde ud af, og heldigvis møder han en ny ven, Mordecai, som har samme interesse for vietnamfilmen Apocalypse Now som Max. Sammen udforsker de først svømning og senere skuespil- og instruktørverden. Som 17 årig møder han den syv år ældre billedkunstner Mischa, som bliver hans store kærlighed.

Den handler også om Max’s forældre, der skal få et samliv til at fungere i et nyt liv, og om Owen, der er Max’s forsvundne onkel, der har været med i Vietnamkrigen. Den handler i høj grad også om en meget stærk mor, som altid er der for Max, og en far, der ikke helt lykkes. Som Max siger om sin far:

”Det minder os om, hvorfor vi elsker ham. Han gør det så godt, han kan. Det er ikke godt nok”.

Johan Harstad tager os med på en fuldstændig fantastisk rejse, hvor det bliver fortællingen selv, der er målet og ikke en given slutning – selv om den også er vigtig. Han tager sin læser i hånden ned af en vej, og undervejs tager han os med på afstikkere af små stier i fortiden og fremtiden, hvor vi møder andre mennesker og deres liv. Hele tiden sørger han for at få os tilbage på hovedvejen og godt hjem. Romanen spænder over ca. 50 år, så vi oplever både Max som barn og som voksen.

Johan Harstad skriver helt eminent. Intet mindre! Ja, jeg er begejstret. Læs bogen, så forstår du hvorfor.

Johan Harstad, Max, Mischa & TET-Offensiven, C&K Forlag, oversat af Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg, 1070 sider, september 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.