Seks personer. Seks fortællinger. Ét døgn i København.

Det hele starter ved solopgang en fredag morgen i december. Der er optræk til snestorm, og de har alle travlt med hver deres. Et døgn får vi i deres selskab og der sker en hel masse for dem alle – men fælles for dem er, at de mest af alt har øje for sig selv.

Vi møder den kræftramte guitarbygger Tim, hvis far Erwin bor i samme opgang som Christina, hvis mand Mark ejer en restaurant med Noorah, hvis søn Gabriel tager blodprøver på Tim. Og så er der gameren Lulu, Marks datter, der får uventet hjælp af Erwin. På forskellige leder og kanter er de forbundet med hinanden – også uden at vide det.

Forfatteren selv kalder bogen en terningeroman eller en human dice. Seks personer danner fortællingen, og de hænger sammen som siderne på en terning, men uden rigtigt at se til hinanden.

Omdrejningspunktet for bogen er den måde mennesker kommunikerer med og til hinanden på. Eller det paradoksale i netop at kalde det til eller med hinanden, når mange ofte blot kommunikerer for at komme af med eget budskab uden at være ret modtagerorienteret.

Der bliver taget hul på nogle ret store emner på det ene døgn, men bogen slutter brat ved lørdags solopgang og så er de seks mennesker ude af dit liv igen. Det er både fascinerende og frustrerende med sådan et øjebliksbillede, for jeg vil have mere. Jeg vil vide, hvad der sker herfra.

Det er en velskrevet roman om det moderne storbyliv, hvor vi har travlt med at skabe, arrangere og handle på bekostning af at leve, lytte og mærke. En fin lille påmindelse til os alle.

Den er hurtigt læst og det vil jeg anbefale dig at gøre.

Du kan læse mere om bogen på www.terningeroman.dk

Dorthe Studsgarth, Himlen over København, People’sPress, oktober 2018, 311 sider.