Hvad ville du synes om at blive sat i karantæne julen over med din dysfunktionelle familie? Det er, hvad der sker for familien Birch, da den ældste datter, lægen Olivia, vender hjem til jul efter at have udført hjælpearbejde i et epidemiramt land. Syv dage skal de være indespærret sammen på familiens landsted i Norfolk.

Familien består af forældrene Andrew og Emma samt døtrene Olivia og Phoebe. Olivia har det meget anstrengt med at være hjemme igen og synes, at hele familien brokker sig for meget over “first world problems”. Ved de ikke, hvor meget lidelse der er i verden? Lillesøster Phoebes kæreste har friet, men hun er måske ikke helt så lykkelig som hun burde være, og så synes hun i øvrigt, at ringen er virkelig grim. Hendes forlovede, som dukker op midt i karantæneperioden, opfører sig mere og mere mærkeligt. Emma har lige fået konstateret kræft, men er fast besluttet på at skjule det for familien, så det ikke ødelægger julen. Andrew har fået e-mails fra en voksen søn, han ikke anede, han havde, og han forsøger at ignorere dem. Det er ikke nemt, især ikke da den ukendte søn beslutter sig for at flyve til Norfolk og lede efter Andrew. Julen burde jo være hjerternes fest og en tid, hvor man hygger sig i familiens skød, men sådan ser det ikke ud til at blive for familien Birch.

Der er forviklinger på stribe, og det bliver ikke lettere at være isoleret under samme tag, jo flere hemmeligheder der begynder at sive ud. Hermed kunne bogen sagtens blive triviel og sæbeoperaagtig, men dramaet fungerer godt, og bogen er både sjov og hjertevarm.

Hvis du kun skal læse én julebog i år, så lad det være denne. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem romanen. I starten virkede persongalleriet temmelig stereotypt, og jeg fattede ikke sympati for nogen af karaktererne. Men som historien udviklede sig, og jeg fandt ud af baggrunden for deres handlemønstre, gjorde det personerne levende, elskelige og frem for alt menneskelige. Bogen understreger, at blod trods alt er tykkere end vand, og at familien nok skal bakke op, hvis man er i sit livs krise, selvom man måske ikke er så tætte endda. Og julen er miraklernes tid, så alt kan ske.

Bogen beskriver så fint familiens relationer, og hvorfor det kan være enormt svært at elske sin familie, selvom det burde være dem, man står allernærmest. Bogen læner sig op ad chicklit-genren, men det er bestemt ikke et minus. Man kan godt fornemme, at forfatteren indtil nu har været klummeskribent for fx Elle og Cosmopolitan. Jeg synes dog, at hun formår at lave skiftet til romanforfatter på fineste vis, og jeg håber, at der kommer flere romaner fra hendes hånd.

Francesca Hornak: Julen varer længe …, Alhambra, november 2018, 429 sider