Nicole Krauss og Jonathan Safran Foer er megahotte stjerner i det litterære USA. Og så har de været gift og har to børn sammen. Men ægteskabet holdt ikke. Foer har skrevet om det i en roman, og det er fristende at se ’Mørke dybe skove’ i denne optik, selv om det bestemt ikke er en traditionel nøgleroman.

Den kvindelige hovedperson hedder Nicole, som forfatteren, og hun har ikke mange følelser tilbage for sin ægtemand. Hun forlader ham og børnene for at rejse til Israel i jagten på ny inspiration og livsglæde. Hun rykker ind på Tel Aviv Hilton for at arbejde, og her opsøges hun af den mystiske Eliezer Friedman. Han er særdeles litteraturkyndig, men har tilsyneladende også forbindelser til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Han giver Nicole en fantastisk opgave. Hun skal skrive et manuskript færdigt, som Franz Kafka har efterladt sig.

Parallelt med denne handling følger vi Julian Epstein, en ældre amerikansk millionær, der som Nicole også rejser til Tel Aviv for at finde sig selv efter sine forældres død og en skilsmisse. Han tjekker ind på selv samme hotel som Nicole, men puf, forsvinder efter tre måneder. Og nu følger man så de to personer på skift, fra kapitel til kapitel.

Det er nu ikke fordi, der sker ret meget i bogen. Vi er med Epstein på en mærkelig rejse til et jødisk fristed langt væk fra alfarvej, og så følger vi Nicole i en forvirret fortælling om Kafkas papirer. Man bliver løbende i tvivl om, hvad der er virkeligt i romanuniverset, og hvad personerne opdigter. Der er flashbacks og sidehistorier i ét væk, og det er forvirrende ustruktureret fortalt. Der kan måske være en dybere pointe i den struktur, men mit hoved går det hen over. Dialogen mellem personerne er desværre heller ikke noget at råbe hurra for. Der ligger en tung dyne hen over samtalerne, og det bliver bare for trættende. Man føler sig forvildet ud i mørk dyb skov uden mange lyspunkter.

Nicole Krauss: Mørke dybe skove. Gyldendal, 337 sider. Oversat af Julianne Wammen