I 1938 lever den kendte jødiske frimærkegravør Frederick Faber sammen med sin kone og deres to døtre Elena og Miriam i den lille østrigske by Grotsburg. Han tager en lærling til sig, Kristoff, som han vil lære alt det, som han selv kan. Han mangler en søn til at tage over for sig, og selv om hans ældste datter Elena både er dygtig til at gravere og gerne vil lære det og overtage arbejdet, så er det ikke hendes fars plan. Kristoff er god til at tegne, men selve gravørarbejdet tager ham tid at lære, så det ender med, at han og Elena mødes i værkstedet om natten, for at arbejde sammen.

Men 2. verdenskrig lurer om hjørnet og Frederick må flygte under krystalnatten og få dage efter bliver Elenas og Miriams mor taget af nazisterne. Frederick lever i skjul og bliver hjulpet ud af landet. Nazisterne ønsker, at Kristoff skal fortsætte arbejdet med at lave gravere frimærker, da han ikke er jøde.

Han lever nu sammen med Elena i huset, og de elsker hinanden højt. Om natten arbejder de sammen for den østrigske modstandsbevægelse med at lave falske identitetspapirer, om dagen arbejder han på et mærke til nazisterne. Men en dag går noget helt galt og han mister forbindelsen til Elena.

I en helt anden tid og verden – 1989 i USA, får Katie Nelson, nyskilt og sårbar, sin fars frimærkesamling. Han er blevet dement, og hun har været nødt til at placere ham på et plejehjem. Gennem hele sin barndom har de været på jagt efter den store skat inden for frimærker. Nu vil hun have samlingen vurderet for at se, om det egentligt lykkes hendes far at finde et kostbart mærke. Det bliver eksperten Benjamin, der får opgaven og han støder på et mystisk brev, som aldrig er åbnet. Frimærket, der sidder på, kan være sjældent, så han starter jagten på at finde ud af, hvad det er. Det har en lille Edelweiss siddende i et tårn, og denne Edelweiss viser sig at være en af nøglerne til gåden. Sammen med Katie, som er mere interesseret i at finde den, som brevet tilhører, starter jagten på sandheden om frimærket. Der ligger både stor sorg, uendelig kærlighed og svar i familiens historie – og måske ny kærlighed for Katie?

Romanen springer i tiden mellem 1938 og 1989 og det fungerer rigtigt godt, at man som læser bliver klog på sammenhængene ved, at de to tider bidrager med hver sin viden.

Plottet er godt, men jeg synes, at historien bliver en anelse for udvandet til sidst. Derudover er der nogle irritationsmomenter i form slåfejl, som fx at der pludselig står ’1998’ i stedet for ’1989’ som kapiteloverskrift (side 109). Eller at en dreng er to år og meget ældre end fortælleren, som beskriver at hun blev drillet af ham og senere står der, at drengen var ti år (side 147). Romanen bærer præg af, at der rent historisk er researchet godt, og jeg er blevet meget klogere på frimærkegravører, som jeg ikke vidste noget om, før jeg læste Det glemte brev. Det er faktisk spændende viden.

Jilian Cantor, Det glemte brev, Lindhardt og Ringhof Forlag, oversat af Lotte Kirkeby Hansen, 304 sider, marts 2018.