Vores verden er under forandring. Den globale opvarmning har potentialet til at vende op og ned på vores klode, og konsekvenserne kan blive alvorlige for både planter, dyr og mennesker. Samtidig er forsøget på at begrænse klimaforandringerne et studie i menneskesindets kringelkroge. Vi ved, at vores adfærd kan få alvorlige konsekvenser for os selv og vores børn, men alligevel kan vi ikke bekvemme os til at gøre noget ved det. Det er altså bare nemmere at køre på arbejde i bil, oksekød smager så dejligt og vi vil jo så gerne flyve på charterferie.

Samtidig ligger der et større politisk drama under kampen mod klimaforandringerne, for der er mægtige kapitalinteresser i den konventionelle energi og virksomheder og enkeltpersoner har i mange år forsøgt at så tvivl om hvorvidt klimaforandringerne også var menneskeskabte.

Der er altså et kæmpepotentiale for ambitiøse forfattere for at vende os på vrangen, beskrive de psykologiske og politiske mekanismer, der gør os ude af stand til at handle og forsøge at råbe læserne op ved at sætte ord på, hvordan livet på planeten bliver under og efter klimakrisen. Man kan derfor undre sig over, at der er så lidt skønlitteratur, der beskæftiger sig med klimaforandringerne.

Norske Maja Lunde er undtagelsen.

Blå er hendes anden roman, der følger storsællerten Biernes Historie, der også havde klimakrisen som omdrejningspunkt. I Blå tager hun udgangspunkt i det livgivende vand, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Den foregår i to parallelle spor: ét nutidigt hvor den ældre miljøaktivist Signe sejler ud i sin båd Blå for at finde en mand, hun var kæreste med 50 år tidligere og stille ham til regnskab for hans miljøfjendske virksomhed. Og et andet, der foregår i 2041, hvor David er flygtet fra tørken og brandene i sin hjemby i Sydfrankrig med sin lille datter ved hånden. Hans kone og søn er forsvundet i kaosset, der er opstået efter at klimaforandringerne reelt har gjort store dele af Sydeuropa ubeboeligt.

Det lyder som opskriften på en klimaroman med potentiale. Desværre er det ikke særlig interessant.

Det ærgrer mig voldsomt, at jeg finder denne bog så ligegyldig. Den handler om et vedkommende og vigtigt emne, forfatteren har tidligere fået stor ros (jeg har ikke selv læst Biernes Historie, men kan se på flappen at den øjensynligt var væsentlig bedre), og alligevel er Blå på intet tidspunkt fængende. Sproget er fladt, dialogerne er lange og personerne er utroværdige. Stærkest er Signes barndomserindringer, mens fremtids-David er irriterende fatsvag. Jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at det er gået lidt for stærkt, og at der skulle have været kælet lidt mere for både persontegning, plot og sprog for at få denne roman op at flyve.

Maja Lunde: Blå. Rosinante, 368 sider. Oversat af Poul Henrik Westh, august 2018