John er blevet 75 år gammel, og alderen trykker. Hans kone, Vera, er syg, hans voksne børn kommer sjældnere og sjældnere på besøg, og det ene af dem, har han helt mistet kontakten til. Det hyggelige Nørrebroværtshus bliver stadig mere tiltrækkende.

Da Vera dør bliver værtshuset næsten hans nye hjem, og alkoholforbruget vokser støt. Det virker alt sammen meget trist, men sådan er det faktisk ikke. Dels fordi bogen er skrevet i en lun og list sørgmunter tone og dels fordi, der stadig er lidt oprørstrang tilbage i Johns slidte og ømme lemmer.

Er der noget, som kan få Johns blod i kog, så er det nutidens ungdom og dyrkelsen af den: ’De sidder bænket uden for caféen på hjørnet/…/De sidder med deres små lysende skærme og spiser avantgardeæggemadder, der formentlig har kostet en formue, mens de udveksler mudret slang og skyller bekymringerne ned med globaliseret luksuskaffe, så det bramfri storbyliv kan slå påfuglehalen ud og stjæle gadebilledet fra de ligegyldige’. Caféen er Johns gamle stambar, som er blev renoveret efter et ejerskifte. Indenfor er alt blev lysere, men værst af alt: ’Navnet på værtshuset er malet over og erstattet af et nyt, som varsler dårligere tide: Fräk, står der med en udsøgt og alt for minimalistisk skrifttype’.

Der er mange lignende skarpe og satiriske øjeblikke i bogen. John kæmper blandt andet for retten til at leve sit eget liv efter, at hans søn Jens har overtalt ham til at flytte ind hos sig selv og resten af hans familie. John skal bo i kælderen, og familien gør sit for at få ham til at drikke mindre og spise sundere. Der skal simpelthen mere kål og grønt i kosten, og en dag om ugen skal være vegetardag. Det er John naturligvis ikke spor glad for.

Bogen er bygget op i et nutidsspor og et tilbageblik på Johns ungdom og hans møde med Vera. Det er smukt beskrevet, og man får et kig ind i en skøn kærlighedshistorie. Men desværre gemmer historien også på en grim hemmelighed. Det åbenbares, da det lykkes John at opspore den søn, han ikke har set i mere end 15 år. John må sande, at det er grimt at fortiden ikke er som man troede. Især når nutid og fremtid ikke har så meget at byde på. I bogens afslutning kommer oprøret – ’Jeg skal op på barrikaderne, gider du give mig en hånd’! Det går dog heller ikke som forventet.

’Johns saga’ er en fin og indlevende skildring af alderdommen af en forfatter, der er langt fra selv at have den inde på livet. Og den tiltagende tristesse bliver holdt stangen af en god portion satire.

Torben Munksgaard, Johns saga, Lindhardt og Ringhof, 183 sider, 2018.