// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sonja Hauberg: April
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Sonja Hauberg: April

Skrevet af den 2. oktober 2018 – 07:32Ingen kommentarer

Forlaget Gladiator har lanceret en Sandalserie med dansk litteratur fra oldtiden og til i dag. Seriens tema er klassikere på kanten.

I Sonja Haubergs værk April fra 1966 afprøves realismens grænser og menneskets mentale tilstand i krig og kærlighed. Vi er i en presset tid, hvor krigen banker på døren, ikke brutalt, men nærmere sygeligt som en patient, der skal til læge. Hovedpersonen Jane føler utilpasheden trænge ud i alle kroge af hendes liv. Værst går det ud over hendes forhold til kæresten, Henrik. Janes barndomsven Palle, som Henrik i øvrigt er dygtigt jaloux på, er “blevet taget”, og det er et alvorligt slag for Jane, hvilket sender hende ud i en eksistentiel krise.

I efterskriftet skriver Cecilie Lind: “Det er, som om Sonja Hauberg bryder ind i sin egen fiktion med det formål at bryde UD af den.” Det er meget rammende for Haubergs roman, hvor det vrimler med forskellige fortællere, fortællervinkler og fortællerstemmer. Alle stemmerne vender og drejer situationerne på flere forskellige måder. De afbryder hinanden og sætter spørgsmålstegn. Som her, hvor Jane kæmper med savnet af Palle:

” Levede han? Hænderne og Flammerne… Hvis jeg tar ham i Ærmet og mærker at der er noget i det, saa er han virkelig til! Hun strakte Haanden ud og greb ham i Armen. Den var haard og muskuløs som den plejede. – Det er underligt, for de har allesammen fortalt mig at du er død! Hendes Stemme sejlede bort fra hende som en Sky gennem det rosa Lys; hun syntes hun kunde se den, følge den langt borte. – Død! Han slog en høj Latter op og standsede øjeblikkeligt det glidende lys.” Alle får de en stemme død eller levende – det bevidste og det ubevidste, og det giver en interessant læseoplevelse.

Med til denne roman hører en særlig historie. Værket April er nemlig skrevet på forfatterens dødsleje. Hauberg dør på en forfatterrejse i 1947, hvor hun bliver smittet med tyfus og efterlader altså manuskriptet til denne roman, som først bliver udgivet i 1961.

Sproget er intenst og følsomt, men ikke tungt. Det prikker næsten som en brusetablet. Bestemt ikke kedeligt, og herligt at være i følelsernes vold på en helt anden måde end os de nyere forfattere. Romanen springer i handlingen – vi ser tilbage i længere afsnit, men der er også korte flashback. Sammenholdt med de mange forskellige fortællere og fortællervinkler kan det godt være lidt svært at holde styr på handlingen. Det er da heller ikke handlingen, der holder denne roman oppe, men forfatterens evne til at skildre den psykologiske krise, og hvilke mentale processor menneskets kastes ud i i kærligheden, krigen og ikke mindst det daglige liv.

Sonja Hauberg (1918-1947) er bestemt ikke en af de mest kendte danske forfattere, mere kendt var hendes anden mand kunstneren Richard Mortensen nok. Hauberg debuterede i 1942 med romanen “Hvad vil du mig”. I 1944 fik hun tildelt Politikens kunstnerpris for værket “Syv år for Lea”, som er hendes største succes. Derudover har Hauberg både skrevet digte, noveller og treaktstragedien Ebbe Skammelsøn, som April er en form for efterfølge til.

Sonja Hauberg, April, Forlaget Gladiatior, august 2018, 212 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.