I romanen, ‘De døde’, tager Kracht os med tilbage til det forrige århundrede, nærmere bestemt 1930’erne, hvor den amerikanske populærkultur går sin sejrsgang verden rundt. Den fremstormende stormagts kultur skal bremses af en alliance mellem Japan og Tyskland, hvor filmmagere vil skabe et åndfuldt alternativ til Hollywoods fladpandede komedier og talefilm.

En lettere grinagtig, meget selvmedlidende schweizisk filminstruktør, Emil Nägeli, hyres ind til opgaven. Han har haft stor succes med en enkelt film, men har siden været helt nede at vende og lider af et gigantisk faderkompleks. Nu rejserhan rundt i Europa for at finde arbejde og inspiration.

Bogens anden hovedperson, den japanske embedsmand Masahiko Amakasu, er stærkt begejstret for Nägelis første film, og han får Nägeli samt dennes kæreste Ida til Japan. Begge hovedpersoners liv og barndom udrulles, og det er en noget bizaromgang med onani op ad træer, mystiske ritualer og dominerende forældre. I løbet af romanen dukker virkelige personer op, så som Charles Chaplin og Emil Lang.

Romanen giver et interessant indblik i filmverdenen netop på det tidspunkt, hvor talefilm afløser stumfilm og hvor filmmediet for alvor spændes for propagandavognen. Der er flotte og lyriske passager fra både Berlin og Tokyo, men der er også et tungt og lige lovlig konstrueret billedsprog. Bogen er rost til skyerne i adskillige anmeldelser, men for mig virker den ikke. Det er umuligt at forstå, hvad forfatteren vil. Hvilket ærinde er han ude i? Er det dybtgående psykologiske portrætter med bogens skæve eksistenser, læseren skal hæfte sig ved. Eller civilisationskritikken med det dekadente Berlin og kulturløse og korrumperede USA? Måske er det fascismens fremkomst, Kracht vil skildre. Det står desværre hen i tågen.

Christian Kracht: De døde. Gyldendal. 176 sider. Oversat af Madame Nielsen. 2018.