I Oakland bliver der arrangeret en stor powwow, en traditionel indiansk dansefest, hvor man mødes på tværs af stammer. Her kommer en broget skare af mennesker med forskellige grader af indiansk blod i årerne og mange forskellige holdninger til deres indianske arv. Det er desværre ikke dem alle, der har fredelige hensigter, og allerede på bagsiden får vi at vide, at det ender grueligt galt.

Denne viden ligger hele tiden i læserens baghoved, og giver romanen sin egen klangbund. Igennem bogen får en håndfuld af deltagerne – både de gode og de knap så sympatiske – stemme, hvor de fortæller om deres liv og baggrund op til den store powwow.

De er alle moderne indianere. Byindianere. De har for længst forladt reservaterne og har almindelige jobs og almindelige liv i en almindelig by, næsten som var de hvide, denne hvidhed der er normsættende for alle andre. Der er ikke kun én måde at være indianer på, og den ædle vilde hører udelukkende cowboyfilmene til. Moderne indianerliv hører vi ikke meget til – i hvert fald ikke på dansk, men her får de en stemme.

Fælles for Der ders fortællere er ikke kun deres indianske arv, men også at deres hverdag er præget af vold, alkoholisme og fattigdom. Det er råt for usødet, og ganske usentimentalt fortalt. Engang blev de systematisk udryddet, og indtil for en generation siden var åbenlys racisme og undertrykkelse stadig udbredt. Nu er indianere ikke længere officielt undertrykt, men stigmatiseringen og udstødelsen lever stadig. Det gør vanskelighederne ved at overkomme historien også.

Der der er en rejse ind i spørgsmålet om, hvad identitet og fortid betyder. Hvad betyder det at være efterkommer af et folk, der blev næsten totalt udslettet og som alligevel skal finde sin egen identitet ved siden af efterkommerne af gerningsmændene? Og hvad hvis man er halvt hvid og halvt indianer, og både har arvet offerrollen og rollen som gerningsmand?

Der er altid nye gerningsmænd, der vil handle af grådighed og vrede – præcis som vi får fortalt allerede på bagsiden. Hvem de er, må du læse dig til, og det vil jeg anbefale dig at gøre. Der der er en fascinerende beretning om det moderne byindianerliv, om identitet, vold og vrede, men også om det kit, der alligevel holder familier og mennesker sammen – på trods af de mange uforløste traumer (hvoraf en stor del altså er nutidens, ikke fortidens).

Tommy Orange: Der der. Politikens Forlag, 288 sider. Oversat af Rasmus Hastrup, Udkommer 3. august