Gerard Reve: Aftenerne
Turbine udgiver nu en bog, der da den udkom i november 1947 i Holland skabte såvel skandale som sensation. Skandale fordi den overhovedet ikke nævner 2. verdenskrig, og fordi den brød med datidens litterære normer og regler. Det reagerede mange af datidens kritikere imod. Og sensation fordi den salgsmæssigt blev en stor succes. 24-årige Reves kulsorte historie om en ung, rodløs og forvirret mand, der savner et formål med livet, ramte noget i tiden. I dag er bogen en fast bestanddel af den hollandske litteraturhistorie, men det er først for et par år siden, at den blev oversat til engelsk. Det var mange taknemmelige for, og den høstede da også flotte anmeldelser.
Nu har vi den så på dansk, og det er ikke nogen helt nem bog at forholde sig til. Den er langstrakt og jævnt kedsomlig. Der er lange dialoger mellem hovedpersonen Frits og hans venner. De snakker om alt og ingenting i et væk. Der er forsvindende lidt handling, intet plot, og personerne udvikler sig ikke undervejs. Frits er heller ikke noget sympatisk bekendtskab. Han er 23 år gammel og bor som den eneste i omgangskredsen hjemme hos mor og far – som han vel at mærke ikke kan døje. Hans arbejde får man ikke meget at vide om, bortset fra at det er trivielt kontornusseri, hvor han tager kort ud af et kartotek og sætter dem tilbage igen.
Frits flygter ud af hjemmet om aftenerne og opsøger sine venner. Når han er sammen med dem, virker han bevidst provokerende. Han fortæller fascineret om sygdom, amputationer, mishandling af dyr og mediernes fortællinger om mord og ulykker. Vennerne ved ikke om de skal tage ham alvorligt, og det er svært at se, hvad de får ud af samværet. Hans drømme, som refereres detaljeret, handler tit om, at han forfølges, at han udsættes for farer, og at han dør.
Det er svært at blive klog på, hvad Reve vil med sin hovedperson og hans måde at være på. Måske skal han bryde grænser, som symbolsk udtryk for selvstændiggørelse eller måske er det en måde at holde det kedelige livs håbløshed fra livet. Undervejs er der komiske glimt i de til tider absurde dialoger, men det er på ingen måde en sjov eller rar bog. Det skal den selvfølgelig heller ikke være. Det er en bog om desperation og kedsomhed. Læs den som et vidnesbyrd om efterkrigens Holland, hvor en tyk dyne tilsyneladende har lagt sig over den unge generation.
Gerard Reve, Afterner, Turbine, 291 sider, August 2018, Oversat af Lise Bøgh-Sørensen