Forfatter og billedkunstner Unica Zürn, 1916-1970, vokser op i Berlin med sin far, mor og storebror, som hun senere anklager for seksuelt overgreb. Faren er udstationeret i Afrika og er fraværende en stor del af Zürns liv.

I 1942 bliver hun gift med den ældre og velhavende Erich Laupenmühlen, og sammen får de to piger. Da de i 1949 bliver skilt, mister hun pga. mangel på advokat og penge forældremyndigheden over sine piger. I 1953 møder hun kunstneren Hans Bellmer og sammen flytter de til Paris, hvor hun er model til en serie af fotografier, hvor hendes krop er viklet ind i reb. Disse fotografier er vist i Mørkt forår. Her begynder hun også at eksperimentere med automatisk tegning og har i årene 1956-1964 fire soloudstillinger og er en del af Paris surrealistiske kunstnerkreds. Da hun forelsker sig hovedkulds i forfatter-/maler Henri Michaux, begynder de sammen at tage stoffer, og Zürn begynder af få psykiske problemer og depressioner. Hun ryger ind og ud af psykiatriske hospitaler frem til den dag, hun som 54-årig begår selvmord ved at springe ud af vinduet af den lejlighed, hun deler med Hans Bellmer.

Mørkt forår er den lille piges historie om en opvækst i et hjem uden kærlighed i mellemkrigstidens Berlin. Den første mand i hendes liv, hendes far, som straks bliver placeret på en piedestal, og som derefter kun viser sig perifert i den lille piges liv. Det er den eneste og korteste kærlighed, hun kommer til at opleve i sit liv. Et liv, der er fyldt med fysisk og psykisk overgreb fra storebroren og den selvcentrede mor. En barndom, der slutter alt for tidligt og sætter gang i en kæde af erotiske og selvdestruktive tanker i det lille barn. Hun lever, som var hun alene i huset uden fysisk kontakt til sin mor, som kun ved enkelte lejligheder lader den lille pige komme ind på sit værelse. Pigens tanker er ikke normale for hendes alder, men fyldt med perverterede drømme og fantasier om smerte og død.

Bogen slutter brat og med efterord af Olga Ravn, der ved flere dages gennemlæsning af teksten forsøger at sætte ord på det forfærdelige i historien. Hun skriver om ligheder mellem Unica Zürn, Tove Ditlevsen og Sylvia Plath, og jeg kan kun give hende ret. Jeg mener dog, at Unica Zürn tager sin tekst en tand længere ud over afgrunden. Det er ikke selve overgrebet, der optager Zürn mest, men nærmere fraværet af kontakt til andre og det, som det gør ved et menneske. Forlaget Sidste Århundrede er stiftet med det formål at udgive overset litteratur, som er excentrisk, monomant, ekspressionistisk og /eller grotesk. Jeg må sige, at Mørkt forår passer perfekt ind i den kategori, og jeg er trods det forfærdelige bogen skildrer, glad for at have fået denne læseoplevelse.

Unica Zürn: Mørkt forår, Forlaget Sidste Århundrede, 82 sider, oktober 2015