Hvis du er til psykologiske thrillere, så læs med her, for det er en genre som Torkil Damhaug mestrer.

Robin er en ung udviklingshæmmet dreng, så han har svært ved at udtrykke sig. Når han bliver bange lukker han sig helt inde i sig selv og udstøder lyde, som ingen forstår. Han kan også tænde og slukke lyset i et væk for at få styr på sine nerver. Når han er tryg kan han kommunikere en smule, der giver mening. Det meste foregår dog ved, at han gentager det, som andre lige har sagt. Men ind imellem kommer der en sætning fra ham selv.

Han er meget glad for at male, og kan sidde længe fordybet i sine tegninger. Den, der når allerbedst ind til ham, er hans storebror Mikkel, som tager sig meget af ham. De bor begge hos deres mor, som forsøger at få det hele til at hænge sammen, men som indimellem har svært ved det. Det mærker drengene på hendes humør – og hendes vrede eller tristhed. Hun er kunstner og alene med drengene. Hun forsøger at skabe rum til at få malet, så ind imellem er Robin hos en aflastningsfamilie, så hun kan arbejde, for Robin kan ikke være alene. Så der ligger meget på Mikkels skuldre. Meget mere end man lige først tror, for Mikkel har sine egne dæmoner at slås med – og en hullet hukommelse.

Mikkel og Robins far er en kendt skuespiller, og har travlt med sit eget liv, så han ser heller ikke drengene så meget. Selv om morens søster bor lige i nærheden med sin mand, søn og datter, så ses de ikke meget og kan ikke støtte hinanden. For søsteren er konverteret til muslim og langt mere fantastisk end sin muslimske mand. Kommunikationen mellem de to søstre er mildt sagt dårlig. Det er den også til dels mellem Mikkel og hans unge kusine Amina, der faktisk har lidt for varme følelser for sin fætter. Hendes bror vogter over sin søster som en høg, og følger med i hvad hun laver. Så er der Inga og Boel, de to unge piger, som begge kan lide Mikkel. Inga så meget, at de bliver en slags kærester. Inga finder ud af, at Boel også eksisterer, men kan ikke helt finde ud af, hvordan hun kender Mikkel. Følelserne mellem Inga og Mikkel spirer lige så stille. Hun indgår fint med Robin, hvilket er et vigtigt kriterie for Mikkel, så alt skulle på den måde ånde idyl.

Det er scenen i Glashjertet. Men alle kulisserne vælter, da Amina pludseligt forsvinder. Det bliver hurtigt meget uklart, hvem der har set hende sidst. Politiet sporer sig ind på, at det må have været Mikkel, som de også ender med at fængsle, men er det nu også rigtigt? For Robin tegner pludseligt nogle barske tegninger og han gentager sætninger, der handler om Amina. Det er nemlig lykkes ham at være løbet ud i skoven på et tidspunkt og han har set noget helt forfærdeligt, som han ikke kan udtrykke. For enden af vejen bor et ældre par, hvor både Mikkel, Robin og Amina er blevet passet som små. Da de ofte er hjemme, må de have set noget, men de kan umiddelbart ikke bidrage med noget. Eller vil de ikke? Mysteriet spidser til, da det viser sig, at Robin har fundet et glashjerte i en halskæde, som har tilhørt Amina. Inga vil gøre alt for at redde Mikkel, for hun tror på hans uskyld. Hun arbejder sammen med Rivers, som er en tidligere stjerneadvokat, men som har siddet inde i nogle år for drab. Problemet er bare at Mikkel har nogle huller i sin hukommelse, så han kan ikke huske alt. Eller kan han? Og så er der Elton, også advokat – og hypokonder. Han kæmper med sagen ind imellem sin lægebesøg

Bag vejen hvor de alle bor ligger en stor skov. I skoven følger vi en piges kamp for sit liv og hendes møde med ondskaben. Mere skal jeg ikke røbe her. Glashjerte har et meget spændende plot og historien er både velskrevet og dyb. Man går aldrig galt i byen med Torkil Damhaug. Han formår at komme i dybden med sine karakterer og deres forskellige psykologiske egenskaber. Det er godt. Det er rigtigt godt.

Torkil Damhaug, Glashjerte, Forlaget Modtryk, oversat af Ilse M. Haugaard, 422 sider, februar 2018