Tonny Gulløv: Bastarden
Ulv Palnatoke er tilbage. Den ubesindige vikingekriger har erobret Sjælland sammen med Harald Blåtand, men står over for ikke mindre end to trusler: den tyske kejser nærmer sig Dannevirke med en mægtig hær, og samtidig har en gammel fjende myrdet Palnatokes hustru og taget hans sønner som gidsler.
Palnatoke er ikke en mand, der sidder en personlig fornærmelse overhørig. I første del af romanen går den vilde jagt derfor nu mod Gotland for at hævne hustruen og redde sønnerne, hvoraf den ene ikke engang er hans egen, men derimod Harald Blåtand frillesøn…
I romanens anden del er vi tilbage i kampen om Danmark. Harald Blåtand er presset af den tyske kejser, og har brug for sine bedste mænd for at holde Dannevirke. Det er, som læsere af de første bind i serien om Palnatoke vil vide, den modvillige Palnatoke, der gerne vil slås men ikke bryder sig om den konge, han har svoret troskab.
Det går over stok og sten i Gulløvs vikingesaga. Det er voldsomt og brutalt, sproget er arkaisk, kampscenerne er udførligt udpenslede og vikingerne er bestemt ikke ædle. Til gengæld er hovedpersonen naturligvis en navnkundig kriger, omgivet af en tapper og trofast hird. Palnatoke er en temmelig usympatisk og ikke videre kvik mand, men i Bastarden bliver han nødt til at lære at tænke før han taler, for snart begynder kampen om den danske trone!
Bastarden er på 476 sider og de er ganske underholdende, men dog til den lange ende. Jeg havde fået indtrykket af, at Palnatoke serien var en trilogi, men i slutningen annonceres det, at der kommer (mindst) et bind mere. Det venter vi så på, ligesom vi venter på den afslutning, vi kender fra sagaerne. Det holder stadig sammen i Bastarden, og historien udvikler sig stadig, men jeg tænker, at vi snart skal have en afslutning – en god serie bliver
ikke bedre af at blive trukket i langdrag.
Vi har også anmeldt de to første bind i serien Tusindårsriget og En konges æt. Det anbefales at starte med bind et og to, da Bastarden forudsætter at man har læst de to første.
Tonny Gulløv, Bastarden. 476 sider, McGUGL.Company. 2018