“Lykken ved fortiden er, at den aldrig vender tilbage. Alligevel forsvinder intet nogensinde helt.” Sådan fortæller oberstinden sin historie, en historie der er sammenvævet med Finlands voldsomme historie i midten af det tyvende århundrede.

Det er en historie om vold, kærlighed, seksuelle overgreb og om længslen efter at tro på noget større end en selv. Også selvom dette større er en af verdenshistoriens mest forbryderiske ideologier.

Oberstinden vokser op i den finske del af Lapland i tiden efter Finlands selvstændighed i 1918. Det er et Finland, der er dybt præget af naboskabet til Sovjet og ikke mindst den blodige borgerkrig, hvor såvel hvide som røde begik forfærdelige forbrydelser. Oberstinden vokser op som en del af det hvide Finland, de højreorienterede nationalister.

Via bekendtskabet – og senere ægteskabet – med den nazistiske og unavngivne oberst kommer hun tæt på ikke bare den finske nationale højre, men også de tyske nazister. En del af anden verdenskrig blev udkæmpet i netop Lapland, hvor tyskerne som Finlands allierede byggede krigsfangelejre, lufthavn og udvandt vigtige metaller til den tyske krigsmaskine.

Med Oberstinden har Liksom skabt noget af en karakter. Opdraget til at underordne sig en rigtig mand, pryglet og plaget, men alligevel viljestærk og ikke mindst fuldstændig uden fortrydelse. For oberstinden er krigens afslutning ikke en befrielse, men begyndelsen på et nyt, værre liv, hvor alle drømmene er knust og de tidligere herrer skal vænne sig til at være almindelige mennesker igen. Det skal vise sig svært at lægge volden fra sig, når først den har inficeret ens sjæl og tankesæt…

Oberstinden fortryder ingenting, hverken sine nazistiske tilbøjeligheder eller de mange ofre for nazismen i Finland. Liksoms mestergreb er at vi følger hende hele vejen til de nazistiske lejre og tilbage igen. Sådan kunne de have tænkt, de finske nazister. Sådan kan de have begrundet deres handlinger. Sådan kan deres sjæle være blevet korrumperet af det, de så, og det, de gjorde.

Det er en vild roman om et vildt kapitel i Finlands historie. Det er bestemt en anbefaling værd, men som ikke-Finlandsekspert skal man holde tungen lige i munden. Der namedroppes en del i romanen med vigtige, historiske personer, og det er svært at holde styr på – trods en fin lille personfortegnelse bag i bogen. Jeg kan kun anbefale at hænge på – og hvis man ikke er skarp på den finske borgerkrig, vinterkrigen og anden verdenskrig i Finland, kan man med fordel lige læse op på wikipedia eller lignende, så man har forforståelsen på plads – det ødelægger absolut ikke Oberstinden, tværtimod.

Slutteligt vil jeg bare bemærke, at jeg er helt væk i Liksoms beskrivelser af den finske natur. Man kan se den for sig, man mærker længslen efter den naturens oprindelighed og styrke, som også var et element i den nazistiske ideologi. Smukke, vilde landskabsbeskrivelser understøtter hovedpersonens uregerlige sind, og det føles som om selve den finske natur er en aktør i de dramatiske begivenheder.

Rosa Liksom: Oberstinden. Grif, 208 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen, 2018