Det er ikke alle bøger, der umiddelbart fanger mig med enten den fortalte historie eller handlingen. Jeg tror, jeg må putte ”Skinhellige herligheder” ind i den kategori. Det er en personlig præference, og jeg står alene på mål for den mening. Måske skal jeg ikke være overrasket. Jeg er født i 1966. McInerney er født i 1981. SÅ der kan ligge noget i aldersforskellen. Men heldigvis er der tonsvis af andre ting, jeg kan nyde ved Lisa McInerney’s debutroman.

Bogen er oversat fra engelsk af Signe Lyng, og originaltitlen ”Glorious Heresies” er allerede så meget bedre og langt mere indholdsrig end den danske. Men derfra har Lyng professionelt oversat bogen til fuld tilfredshed – og det kan ikke have været helt let. Ikke alene er McInerney fra ’The Arse End of Ireland’, som hendes gennembrud – en blog – hed; hun har endda sat scenen i Cork City.

Og der er mange gentagelser fra hendes populære blog i denne bog, hvilket på ingen måde er hverken forkert eller overraskende. Og det er her, jeg stejler en smule. Ikke i valget, blot i min egen lyst til at dykke ned i denne verden af narko, voldelige forældre og generel mangel på evne til at fuldføre noget som helst meningsfyldt i livet. Som Jørgen Leth ville sige: ”Jeg ved, det er der; det er nok!”.

For at I ikke skal tro, jeg har drukket af natpotten, så vil jeg lige nævne, at jeg havde det på nøjagtigt samme måde med den ellers på alle måder geniale film ”Trainspotting”. Den var afskyvækkende for dens personer og det miljø, den foregik i. Beskrivelserne, filmningen, skuespillerne var helt geniale.

Ligeledes er sproget, beskrivelserne og især personlighederne i ”Skinhellige herligheder” helt i særklasse. Og der er masser at dykke ned i – også i handlingen, hvor vi følger den 15-årige Ryan, der i starten af bogen er ved at gøre klar til at have sex med sin kæreste for allerførste gang.

Ryan har nogle særlige evner til at spille klaver, fremkaldt af nødvendighed, da hans mor op igennem hans barndom konstant plantede ham foran klaveret, når hun havde travlt med ’mandlige gæster’, og det er nok den lidt dybere side af Ryan, der gjorde, at jeg alligevel fandt ham fascinerende. Og så er hans forhold til kæresten, Karine – én af mest populære piger i klassen – også en fascinerende del af fortællingen, især fordi det ikke er hurtigt overstået, som enhver kliché i denne verden ellers skriger på.

Sproget er fascinerende i sig selv. McInerney har en helt unik evne til at smide ungdommelige og beskrivende metaforer ind i sine sætninger, og selvom vi nogle gange skal tænke lidt ekstra over den egentlige betydning – og selvom jeg i mange tilfælde tænkte på stakkels Signe Lyng, der sad og skulle oversætte dem – så giver det vidunderligt liv til en fortælling fra en del af verden, jeg simpelthen ikke kan forestille mig være andet end overskyet.

Uden at skulle afsløre alt for meget, så er jeg også ærgerlig over den måde, figurerne udvikler sig på – eller måske nærmere: ikke udvikler sig på. Det gør handlingen endnu hårdere at få til at glide ned. Eller måske hader jeg bare som pesten, når ambitioner bliver knust eller evner bliver misbrugt.

Under alle omstændigheder vil jeg udfordre dig til at læse denne bog uden at tænke over den bagefter. Jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Og så har den vel i høj grad løst sin opgave.

Skinhellige herligheder, Lisa McInerney, Jensen & Dalgaard, 418 sider, 2018.