Hilda Hilst, 1930-2004, var en brasiliansk forfatter og poet. Hun var den eneste datter af kaffeplantageejer Apolônio de Almeida Prado Hilst og Bedecilda Vaz Cardoso. Hendes far var journalist, poet og forfatter.

Da Hilda var 2 år, gik hendes forældre fra hinanden, og 3 år efter fik hendes far diagnosen paranoid skizofreni. Han tilbragte det meste af sit liv på sindssygehospitaler. Hilda så ham kun en gang 14 år senere, og det siges, at hun brugte hele sit liv på at få hans anerkendelse. Selvom Hilda var født ind i en af de ældste og rigeste kaffedynastier i Brasilien, undsagde hun sig sin borgerlige opvækst og gjorde sit for at bryde med den.

Den uanstændige madam D handler om en gal kvindes tanker og samtaler med sig selv et år efter hendes mands død. Kvinden Hilst er flyttet ind under trappen inde i huset og kalder sig Den uanstændige madam D. Her har hun lange samtaler med sin afdøde mand, sin far, en tyv og sig selv som ung. Det kan virke meget forvirrende, men efterhånden vænner man sig til galskaben. Den promiskuitet og mangel på hæmninger, som kvinden Hilst besidder, virker som et direkte udspring af Hildas egen interesse for fri seksualitet og sindssyge. I bogens efterskrift står der, at det eneste Hilda Hilst ville, var at skabe orden i de gales vidunderlige uorden. Jeg mener ikke, at Den uanstændige madam D på nogen måde skaber orden i det kaos, hun skildrer. Derimod viser den tydeligt Hilda Hilsts store passion for det vanvittige.

Hilda Hilst beskriver Den uanstændige madam D fra 1999 som det værk, hvori hun for første gang forsøger at leve med sig selv. Med bogen i frisk erindring og hendes baggrundshistorie falder alle brikker på plads. Ekstra meget ros til oversætter Lean Pejtersen for den flotte oversættelse og efterskriftet, der løftede bogen, så jeg forstod meningen med al galskaben.

Hilda Hilst: Den uanstændige madam D, Forlaget Gladiator, 82 sider, april 2018