// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna Ekberg: Havets børn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Anna Ekberg: Havets børn

Skrevet af den 28. juni 2018 – 07:11Ingen kommentarer

Jeg elsker Anna Ekbergs bøger. Mere er der ikke at sige om det. Eller jo, jeg kan sige en hel del om Anders Klarlund og Jacob Weinreich, som er forfatterne bag navnet Anna Ekberg. De skriver så tiden forsvinder. Havets børn læste jeg uden ophold, og med hjertet siddende helt oppe i halsen.

Rebekka er 34, single og arbejder som ejendomsmægler i Århus (forfatterne har valgt at skrive Århus med “Å”). For 17 år siden var hun ude for en bilulykke i Afrika og mistede sin mor og sit ufødte barn. Hun er aldrig kommet sig over tragedien og får konstant flashbacks fra ulykken. Da hun en dag falder om og bliver indlagt, rammer ulykken igen. Hun har en sjælden aggressiv kræftsygdom. En type der måske kan kureres, hvis hun får en knoglemarvstransplantation fra et nært familiemedlem. Men Rebekka har kun sin far tilbage. En mand hun foragter mere end nogen anden. Hendes eneste udvej er at kontakte ham. Undersøgelser viser dog, at farens celler ikke matcher og Rebekkas håb dør. Faren vælger dog at afsløre en hemmelighed, han har båret på siden ulykken dengang. Rebekkas datter døde ikke. Hun blev bortadopteret.

I Østafrika får den unge Angel en mulighed for at stikke af. Hun blev taget af Obersten som 10 årig og har levet 7 år som børnesoldat i junglen. Hun ved, at hvis hun bliver fanget i at flygte, bliver hun dræbt på stedet. Men Angel vil ikke voldtages af Obersten længere. Så vil hun hellere dø på flugt.

Samtidig i København bliver der fundet et maltrakteret lig af en ung afrikansk kvinde. Drabsefterforsker Kim sætter alt ind på at finde morderen. En sag der rækker langt udover landets grænser og dybt ind i den mørkeste afkrog af Afrika.

Historien veksler mellem Århus, Afrika og København, og alle tre historier er lige spændende. Havets børn er en gennemarbejdet og velresearchet spændingsroman som tager os med på en grufuld rejse til et sted, hvor mennesker intet er værd. Det er svært ikke at blive berørt.

Af samme forfatterpar er tidligere udkommet Kærlighed for voksne, som vi også har anmeldt.

Anna Ekberg: Havets børn, Politikens Forlag, 401 sider, juni 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.