Når man tager en bog med titlen Nekrofilen i hånden, kan man vælge enten at føle sig frastødt eller nysgerrig. Jeg var heldigvis nysgerrig, og det var en meget interessant læseoplevelse, Gabrielle Wittkop gav mig.

Lucien er franskmand, antikvariatsejer og nekrofil. Han elsker mænd, kvinder og børn, så længe de er døde. Han er veltalende og charmerende, og hvis man ser bort fra de forfærdelige ting, han ender med at gøre med de lig, han fragter hjem til sig selv, virker han helt normal.

Undervejs beskriver han i en dagbogsagtig form, hvordan han bevarer ligene længst muligt, og hvordan han skiller sig af med dem, når de er ved at gå i opløsning. Som skulle han tage afsked med en stor kærlighed.

”Den sidste aften vaskede jeg Suzanne, iklædte hende igen hendes fine lingeri, hendes bedsteborgerlige dragt, som jeg to uger tidligere havde taget af hende i ren eufori. Jeg bar hende, pakket ind i en plaid, helt ned til bilen. Grønne Suzanne, blå Suzanne, allerede beboet, tror jeg. I det øjeblik jeg lod hende glide ned i Seinen, udstødte jeg et rungende skrig, som kom det fra en anden planet. Det var, som blev mit hjerte revet ud, som rev man mit køn af.”

Det mest overraskende ved bogen var, at Gabrielle Wittkop fik det smukke frem i Luciens handlinger, trods det morbide i hans lyst. En stor kærlighed, der nærmest virker som en stormfuld forelskelse i den, han udser sig som den næste partner i sin seng.

Nekrofilen var Gabrielle Wittkops debutroman. Den blev udgivet i 1972. Hun udgav senere en række noveller, hvoraf nogle af dem er samlet i Forlaget Sidste Århundredes nyeste Wittkop-udgivelse Eksemplariske bortgange. Wittkop begik selvmord i 2002, 82 år gammel.

Gabrielle Wittkop: Nekrofilen, Forlaget Sidste Århundrede, 86 sider, maj 2018