Rom. En ubetydelig landsby ved Tiberen, der udviklede sig til en supermagt, der herskede over (stort set) hele den kendte verden og hvis arv påvirker os den dag i dag, mere end 1500 år siden imperiet brød sammen.

Historien om Rom er helt elementært spændende, og indeholder både store militære sejre (og nederlag), en rivende teknologisk udvikling, religiøs udvikling, fascinerende personligheder inden for politik, litteratur og militær samt naturligvis masser af drama. Hertil kommer et bureaukrati og en måde at anskue verden på, der på en gang er meget fremmedartet og utrolig velkendt.

Roms tidlige historie er bygget på ofte modstridende myter, som eksempelvis historien om Romulus og Remus, sabinerindernes rov og Roms syv konger. Derfra udviklede byen sig som republik, politisk, militært og teknologisk, frem til det i første århundrede før Kristus reelt blev et kejserdømme.

Det er denne historie, Mary Beard vil fortælle os om i SPQR med en sympatisk målsætning om ikke kun at fortælle om store slag og vigtige mænd, men også om hverdagslivet i Rom. Det sidste ville jeg gerne have haft meget mere af!

Jeg elsker historiebøger, og er som så mange andre fascineret af det gamle Rom. Alligevel synes jeg ikke, at SPQR er helt vellykket. Det siger sig selv, at forfatteren er nødt til at foretage brutale valg, når 1000 års historie skal koges ned til 600 sider og det kan mærkes. (Bogen slutter med Caracalla, der gav romersk borgerskab til alle fri mænd i hele det romerske rige).

Desværre har forfatteren valgt at lade konflikten mellem Cicero og Catilina i midten af det første århundrede før kristus være omdrejningspunktet for bogen, og det synes jeg ikke helt fungerer. Der er generelt for mange tidsspring og uro i kronologien, og det gør det svært at holde overblik. Jeg er heller ikke overbevist om hvorfor lige præcis den episode (selvom den var vigtig) skal have så meget plads, når så mange andre store begivenheder kun lige nævnes af pladsmangel.

Mary Beard: SPQR. 616 sider, oversat af Anders Nygaard. Gads forlag, 2018