Hillary Clinton har nok aldrig været så populær, som dagene efter det amerikanske præsidentvalg tirsdag 8. november 2016. Mange amerikanere – og nok endnu flere europæere – havde svært ved at forstå, at den amerikanske præsident nu var den højtråbende forretningsmand Donald Trump og ikke den på forhånd så sejrssikre Hillary Clinton. Derfor er titlen på hendes seneste bog ”Hvad skete der?” egentlig meget velvalgt, og det var også med stor iver, at jeg kastede mig over den. Muligheden for at få indsigt i Hillary’s – ja, den joviale og hvermandsejede Fru Clinton er vi vel på fornavn med – egen erfaring med nederlaget var noget, der kaldte på mig.

Lad mig også med det samme sige, at bogen er meget velskrevet samt meget elegant oversat til dansk. Sproget er begavet og flydende, og det er hele vejen igennem en fremragende læseoplevelse. Det betyder dog ikke, at alle violinerne nu skal begynde at spille.

Efterhånden som vi når gennem bogen – også de mere langvarige og måske mere irrelevante passager om for eksempel hendes barndom – så går det mere og mere op for os, at Hillary ikke har lært noget som helst af sit nederlag. Det er simpelthen ’de andres’ skyld, at hun tabte. Især FBI, Bernie Sanders og ’de dumme amerikanere’ får skylden. Og det er faktisk chokerende at erkende, at hendes konklusion er, at hun gjorde alt det rigtige og nok ville gøre det samme igen.

Hendes manglende forståelse for egen situation samt hendes uendeligt fraværende evner til at analysere sit eget nederlag kan du læse i masser af små detaljer gennem hele bogen. Helt i starten nævner hun eksempelvis, at Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, altid ’ går i brechen for det, der er rigtigt’, og ’Republikanerne har i årevis været på nakken af hende, fordi de ved, hun får ting gjort’. Den er den verden, Hillary lever i. Og hun bruger gennem hele bogen igen og igen den samme slags argumentation om sin egen situation. Og for lige at lukke den om Pelosi. Nej, Republikanerne går mod Pelosi, fordi de mener, hun står for en stærk socialistisk tilgang til problemløsning, og at hendes løsninger er mere ødelæggende end noget andet for USA og det amerikanske folk. Det er i og for sig ligegyldigt, hvem der har ret. Men vi taler om en person, som var få stemmer fra at blive USA’s præsident, der argumenterer på denne måde. Det er skræmmende.

Og nej, vi behøver ikke sammenligne med Trump, der så i stedet kom til magten som et direkte fravalg af Hillary mere end et tilvalg. Bare fordi der står en politisk ubegavelse i det ene hjørne, behøver vi ikke argumentere for en politisk ubegavelse i det andet.

Hillary tilbyder ingen forklaringer på sin modstanders sejr. Hun forstår den ikke. Hun bliver derimod ved med at henvise til dem, som stemte på ham som en slags undermennesker, og det er hamrende ubegavet og meget skuffende at læse. Mens hun stod til at skulle afløse den første præsident nogensinde, der var blevet valgt udelukkende af den amerikanske kulturelite på øst- og vestkysterne og i de store byer, så forstod hun aldrig, at millioner og atter millioner efter otte år med ord som ’Hope’ og ’Change’ i ørerne, mens de bare havde fået det værre og værre, ikke kunne finde på at stemme på hende, der aktivt talte for at fortsætte den politik, som Obama havde ført. Hvad der er værre; hun forstår det stadigvæk ikke.

Når du når gennem de 512 sider, så står du med en følelse af, at Hillary burde have kaldt bogen ’Hvem af jer var skyld i, at jeg tabte?’, og det er på en underlig måde meget uværdigt. Jeg kan huske, at jeg selv før det amerikanske valg tænkte: Næsten 350 millioner amerikanere, og det er de her to kandidater til posten, I endte med? Efter at have læst denne bog har det på ingen måde ændret sig. Hillary har gennem alle årene og den række af skandaler, der som prinsesse Alexandras brudeslør har været trukket efter hende i stort set alle hendes politiske embeder, opnået masser af politisk tæft. Jeg tror, hun har det godt i det politiske miljø. Men efter at have læst denne bog er jeg blevet kraftigt bekræftet i, hvor sørgeligt det havde været, hvis hun var blevet præsident. Igen understreger jeg, at alternativet, som rent faktisk blev valgt, byder på – skal vi sige – andre udfordringer. Men et valg til præsidentposten i verdens mest indflydelsesrige nation bør altså være et tilvalg og ikke et fravalg. Det forstår Hillary heller ikke.

Faktisk er den største læring efter denne bog, der – som jeg understregede i starten – er fremragende skrevet, at Hillary simpelthen ikke har lært det mindste af dette nederlag. Okay, hun har dæleme lidt mange nederlag i sin karriere, men det her må da være det største. Og det blev hun desværre heller ikke klogere af.

Hvad skete der? Hillary Rodham Clinton, Rosinante & Co., 512 sider, Marts 2018.