// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Johanne Bille: Elastik
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Johanne Bille: Elastik

Skrevet af den 26. maj 2018 – 07:34Ingen kommentarer

Jeg er ret vild med bøger der lægger ud med en intro som denne; ’Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg burde spørge om lov, før jeg må røre.’ Min interesse blev i hvert fald vakt, også selvom bogen ikke helt fortsatte i samme stil. Johanne Bille introducerer i korte kapitler læseren for i en noget utraditionel og grænsesøgende ung kvindes liv.

Alice foragter sin krop og sit kønsliv. Hun lever i et åbent forhold med kæresten Simon, og har sex med Alexander, når lysten byder sig. Hun nyder det frie liv, de har sammen, også selvom hun paradoksalt nok gerne vil have Simon for sig selv. Da hun pludselig bliver hovedkulds og hemmeligt forelsket i Alexanders flirtende kone Mathilde, føler hun sig endnu mere forkert i sin krop. Mathilde og Alexander lever også i et åbent forhold, dog ikke helt uden gnidninger. Alice bruger Alexander for at føle sig tættere på Mathilde, alt imens Alexander bruger Alice til at få opmærksomhed fra Mathilde.

Da Simon skal udstationeres i en længere periode, er Alice ladt tilbage med sine tanker og al for megen tid til at fortabe sig i sine fantasier om Mathilde. Hun prøver at glemme hende ved at rejse til Slovenien. Men tiden der hjælper hende heller ikke, og snart er hun tilbage hos Alexander og Mathilde. Hun bliver draget af dem. På trods af advarsler fra en fyr der også engang var centrum for deres opmærksomhed, fortsætter hun sin jagt efter parrets gunst. Noget der efterhånden begynder at kræve sine ofre.

Elastik er en bog der enten forarger eller begejstrer. Jeg nød de korte afsnit, og den måde Johanne Bille beskrev Alices tanker om sig selv, og sin higen efter kærlighed. Jeg kunne have ønsket mig, at hun fortsatte mere i stil med indledningen, da jeg synes den var grænsesøgende og modig. Når det er sagt var persongaleriet interessant og anderledes, og satte en masse tanker i gang. Flere bøger fra Johanne Bille, tak!

Johanne Bille udgav i 2015 en fin kort roman om at miste sin far, Tænk nu hvis, som vi også har anmeldt her på Bogblogger.dk.

Johanne Bille: Elastik, Forlaget Gladiator, 185 sider, april 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.