Holodomor. Ordet betyder udryddelse med sult på ukrainsk, og hungersnød var lige præcis det, som Stalin nedkaldte over Ukraine i 1933-34. I Rød Sult opruller Washington Post-journalisten Anne Applebaum historien bag Holodomor, både hvad der skete, men også hvorfor det skete.

Ukraine blev kaldt Sovjets kornkammer, for landet er umådelige frugtbart på grund af den særlige jordbund – sortjord – og den ukrainske høst var en forudsætning for at kunne føde det russiske imperium, både under zaren og efterfølgende i Sovjettiden. Da den russiske revolutionen brød ud og første verdenskrig nærmede sig sin afslutning oplevede ukrainsk nationalisme en kort opblomstning, og befolkningen kunne i en kort periode både tale ukrainsk i skolen, skrive bøger om landets historie og endda oprette kulturinstitutioner på ukrainsk. Senere blev rebet strammet igen.

Med statussen som sovjetrepublik kom også de kommunistiske krav om kollektivisering, et krav der ikke blev modtaget venligt blandt de ukrainske bønder. Samtidig blev Stalin bekymret for, om Ukraine ville falde Rusland i ryggen. Uden korn fra Ukraine kunne Sovjet nemlig ikke brødføde sin befolkning, så de genstridige bønder skulle tvinges til at makke ret.

Det blev de så. Tvangen blev udført ved helt urealistiske krav til afleveringer af korn. Da bønderne op gennem 20erne oplevede, at de ikke blev betalt for deres korn, holdt de op med at producere mere end til eget forbrug. Derfor faldt kornhøsten, stik imod Stalins forventninger, og det var problematisk af to årsager: dels skulle den hastigt voksende byer bespises, og dels var korneksport en af Stalins få muligheder for at rejse udenlandsk valuta til at købe de maskiner og råvarer, han desperat havde brug for i den fremvoksende industri, hvor sovjetmennesket jo skulle vise at det var kapitalismen overlegent.

Svaret blev stadig stigende krav om beslaglæggelser af korn, krav der efterlod bønderne uden korn til vinteren, uden såsæd, uden kreaturer, uden noget som helst at leve af. Resultatet blev en katastrofe, en hungersnød helt uden sidestykke. Og vel at mærke en hungersnød, som magthaverne var fuldstændig klar over fandt sted, samtidig med at Stalin opretholdt korneksporten til udlandet. Landsbyer blev lagt fuldstændig øde, mens kommunistiske brigader gennemsøgte alt efter selv det mindste spor af korn. Satte bønderne sig til modværge eller forsøgte de at skjule deres korn, blev de dræbt og deres huse brændt ned.

Det var et folkedrab med sult som våben. Det er stadig ikke omdiskuteret, hvor mange mennesker der omkom af sult i Ukraine, men tallet ligger formentlig omkring de fem millioner. I de værst stillede områder af Ukraine døde op imod halvdelen af befolkningen.

Anne Applebaum gennemgår de historiske fakta omkring hungersnøden. Historien var skjult for generationer af russere og gemt som et angstfyldt minde for mange ukrainske familier. Først med Sovjets sammenbrud har det været muligt at gennemgå arkiverne og finde ud af, hvad der egentlig skete. Hun skriver vældig godt, og blander de store politiske beslutninger med små hjerteskærende hverdagsberetninger fra de overlevende. Det er en barsk beretning, men det er også en nødvendig beretning i en tid, hvor Ukraine og Rusland igen er i krig – historien er som altid et våben i denne propagandakrig, hvilket Applebaum også tager os fint igennem.

Rød sult bør læses af alle med interesse for moderne international politik, af folk der vil vide mere om det 20. århundredes historie eller folkedrab og naturligvis af alle med bare den mindste interesse for Østeuropa.

Anne Applebaum: Rød sult. 499 sider, Kristeligt Dagblads forlag. Oversat af Peter Dürrfeld, 2018