Kan man virkelig sælge en krimi, der endnu ikke er udkommet, til udgivelse i 38 lande? Det virker lidt besynderligt, men forlagene må stole på deres evne til at markedsføre og sælge et produkt, de endnu ikke kender. Berettiger Kridtmanden så til den store interesse? Både-og vil jeg sige. Bogen har en bred målgruppe, idet den stilistisk rækker ud til både unge læsere, den traditionelle krimi-interesserede og så dem, der holder af Stephen Kings og andre forfatteres gotisk-inspirerede univers.

Kridtmanden er konstrueret over to forskellige tidsforløb. Vi følger en gruppe drenge i midtfirserne. De har udviklet et hemmeligt system, hvor de med tegnede kridtmænd kommunikerer med hinanden på gader og veje. Men nogen blander sig i deres system, og pludselig leder kridtmændene dem ud i skoven, hvor de finder en afdød, hovedløs ung kvinde.

I det andet handlingsspor, som der løbende krydsklippes til, følger vi den ene af drengene, Eddie, som voksen. Han er en lettere alkoholiseret og frustreret lærer, uden familie men med en kvindelig logerende. En dag modtager han et brev med en kridtmand, som minder meget om dem, han og kammeraterne strøede omkring sig for år tilbage.

Eddie er barn af en idealistisk abortlæge og en flipper med kunstneriske ambitioner. Familien blev forfulgt af en gruppe abortmodstandere under ledelse af den lokale præst, og Eddie har levet med mobning. Da han opsøges af en af drengene fra den gang, vækkes fortiden til live. Hans gamle ven vil have ham til at hjælpe med at skrive historien om, hvad der virkelig skete, for han ved, hvem der slog den unge kvinde ihjel. De når dog aldrig at tage fat på arbejdet, idet vennen hurtigt dør under mystiske omstændigheder. Det er han ikke den eneste, som gør, idet Tudor strør rigelig omkring sig med dramatiske ulykker, kridtmænd der bliver levende og mennesker, der er ondskabsfulde over for hinanden. Og her er vi fremme ved bogens problem.

Kridtmanden er godt skruet sammen. Krydsklippene fungerer med mange effektive cliffhangers og langt hen ad vejen, er man fint underholdt. Men bogen er for overlæsset frem mod det endelige opgør mellem morderen og Eddie. Der skal partout være uhygge også selv om det kræver konstruktioner, som er unødvendige for handlingen. Det gælder eksempelvis de detaljerede gengivelser af Eddies gyserfilmagtige drømme. Mindre kunne have gjort det for såvel plot som psykologiske skildringer bærer i sig selv fortællingen frem.

Kridtmanden, C.J. Tudor, Gyldendal, 318 sider, April 2018, Oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup