Angela Marsons: Tavse skrig
Selv de mørkeste hemmeligheder kan ikke forblive begravet for evigt. Forlaget Jentas sælger bogen godt, og Angela Marsons er en god krimiforfatter. Du kan se frem til at skulle fjerne det ene lag efter det andet af uopklarede elementer, for at finde ud af hvem der gjorde hvad. Jeg var ved vejs ende i bogen, før forfatteren løftede sløret, og jeg omsider kunne regne plottet ud.
Tavse skrig er Angela Marsons første bog i en serie på indtil videre syv bøger med kommissær Kim Stone.
Pigehjemmet Crestwoods tidligere forstander bliver fundet druknet i sit badekar, og kommissær Kim Stone bliver kaldt ud til gerningsstedet. De opdager hurtigt, at der er sket en forbrydelse, og inden længe står de med endnu et mord. Begge ofre har arbejdet på pigehjemmet Crestwood. Hjemmet har stået tomt i flere år, efter at en påsat brand hærgede. En udgravning efter gamle mønter i området grænsende op til hjemmet er netop blevet godkendt, og nogen prøver at true de ansvarlige til at aflyse den.
Pludselig peger alle spor i retning af Crestwood. Hvad foregik der egentlig på pigehjemmet? Var alle de bortløbne piger frivilligt forsvundet fra hjemmet, eller er der nogen, der dækker over en mere grufuld skæbne? Kim Stone arbejder ihærdigt for at finde ud af, hvad der er sket med pigerne. Hun er selv vokset op i forskellige plejefamilier og har et ømt punkt for pigerne. Hvem af de tidligere ansatte er til at stole på, og er der kun tale om én morder?
Tavse skrig opfylder alle krav for at være en god og gennemarbejdet krimi. Der er flere separate historier undervejs, som bliver kædet fint sammen til slut, bl.a. historien om Kim Stones fortid, hvor hun selv er vokset op på et børnehjem og i forskellige plejefamilier, og indblikket i, hvad der er sket med nogle af pigerne fra Crestwood. Derudover er der flere unikke personer i bogen, som jeg ikke før er stødt på i en krimi. Alt i alt en virkelig god læseoplevelse.
Angela Marsons: Tavses skrig, Forlaget Jentas, 360 sider, februar 2018
[…] Se også anmeldelsen af Angela Marsons første bog Tavse skrig […]