// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Halskov og Morten Halskov: Skibet der forsvandt – historien om Hans Hedtofts gådefulde forlis
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Politik & debat, Samfund

Lars Halskov og Morten Halskov: Skibet der forsvandt – historien om Hans Hedtofts gådefulde forlis

Skrevet af den 6. januar 2010 – 11:13Ingen kommentarer

Medmindre man er fuldstændig historieløs og ikke kan huske at der fandtes en tid før ”Unge mødre” og ”Paradise Hotel”, så ved man at der var noget med et skib, der hed ”Hans Hedtoft”, der gik ned for mange år siden oppe ved Grønland et sted. Og at mange døde. Det var sådan nogenlunde hvad jeg vidste om den sag inden jeg gik i gang med denne bog. Men jeg skulle blive meget klogere og stifte bekendtskab med ikke bare et tragisk forlis men også et helt igennem skandaløst både for- og efterspil.

Den 30. januar 1959 klokken 13.56 sender telegrafist C.J. Dejligbjerg følgende melding fra Grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”: ”Sender SOS er kollideret med et isbjerg på Pos 59.5N 43V”. En lille time senere – 14.41 – kommer følgende melding: ”SOS skibet er læk og er ved at fyldes med vand i maskinrummet.” Meldingerne sluttes 17.41 med ordene: ”Vi synker langsomt”. 95 ombordværende – 55 passagerer og 40 besætningsmedlemmer – går ned med skibet i det farefulde farvand syd for Kap Farvel.

Bogen rekonstruerer selve forliset ved hjælp af et imponerende antal kilder. Det er både nulevende pårørende, afdøde pårørendes skriftlige beretninger, avisartikler m.m., der er med til at give et rigtigt godt billede af hvad der skete. De ombordværende kan af gode grunde ikke bidrage, men forfatterne formår alligevel at skabe en meget levende rekonstruktion.

Mest interessant er dog for- og efterspillet, som jeg i hvert fald ikke kendte en døjt til. Kaptajnerne på gørnlandsskibene havde allerede i 1957 lavet en erklæring, der stærkt advarede mod vintersejlads til Grønland. Massivt politisk pres fra den magtfulde grønlandsminister Johannes Kjærbøl (S) fik dog vendt fuldstændig op og ned på ordlyden, så man til sidst stod med en fælles erklæring fra kaptajnerne og ledelsen i Kongelige Grønlandske Handel, der støttede vintersejladser.

Da det så to år senere går grueligt galt på en vintersejlads, fortæller en af kaptajnerne historien om erklæringen til en journalist og skandalen er en realitet. Men det slutter ikke her. Pengene fra en stor indsamling til fordel for de efterladte bliver administreret med hård hånd af de offentlige myndigheder, og mange enker og forældreløse børn, der skulle have haft glæde af de mange penge, må i de efterfølgende mange år gå for lud og kold vand og kun modtage ganske små almisser fra en fond, der til gengæld bliver større og større.

Halskov og Halskovs bog er en rigtig god beretning, der gør en meget klogere på en af efterkrigstidens største nationale tragedier og ikke mindst det politiske rænkespil. Jeg kan faktisk ikke sætte den mindste finger på noget der kunne have været bedre.

Lars Halskov og Morten Halskov: Skibet der forsvandt – Historien om Hans Hedtofts gådefulde forlis, Politikens Forlag 2009, 320 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.