Nahid er vred. Hun har fået konstateret kræft og har kun et halvt år tilbage. Hun er vred på den unge kvinde på hospitalet, der overbringer den dårlige nyhed. Hun er vred på det svenske hospitalsystemets ventelister. Og hun er vred på sin voksne datter, der ikke reagerer på Nahids sygdom på den måde Nahid forventer det. Dér i venteværelset på hospitalet tager romanen sin begyndelse. Tonen er frustreret og vred. Man forstår det godt.

Et stykke fremme i bogen springer vi godt 30 år tilbage i tiden til Iran, til Nahids barndomsland. Vi møder den unge, glade forventningsfulde kvinde, der er lige ved at springe ud i voksenlivet. Vi møder hende den aften hun sammen med venner og familie fejrer, at hun er kommet ind på medicinstudiet. Det er den aften, hun møder Masood, som hun forelsker sig i. Nu er tonen let og forventningsfuld.

Men det varer ikke ved, for den iranske revolution “ramte os som stjerneregn. Jeg kan ikke sige præcis, hvornår det gik op for os, at det var en revolution, vi var i gang med. At vi var revolutionære.” Drømmen om frihed, retfærdighed og muligheder bærer Nahid, Masood og de andre unge gennem de følgende år, hvor universitetet bliver lukket for at dysse de unge ned. Men drømmen møder virkeligheden i Iran og får store konsekvenser for ikke kun det unge par men også for mange andre i Iran: “Vi hørte ham alle sammen synge. Så lød der et skud, og alt blev stille. Det var den mest larmende stilhed, jeg har hørt i mit liv.” Ikke kun den unge mand mister livet, men også andre, som Nahid elsker.

Det er en roman om at leve med hemmeligheder, om at føle skam og skyld og om at håndtere den konstante erindring om at de valg man har truffet, har konsekvenser for både en selv men også for andre mennesker. Om at ungdommens idealer og kampen for det man tror på har vidtrækkende betydning resten af livet. Om at dø lidt selv, når dem man elsker dør. Og om at leve i ensomhed – selv sammen med andre.

Og så er det en rå og barsk fortælling om at vente på døden. Ofte er døden i romaner skildret smukt med forsoning eller med at ringen sluttes ved at et et nyt liv opstår, når en anden drager bort. I denne roman er et nyt liv på vej, men Nahid forbliver bitter og vred og helt urimelig overfor sin voksne datter. Og det er denne vrede og bitterhed, der er styrken ved bogen. Her er ingen illusion om at truslen om døden forsoner eller tilgiver.

Jeg skulle lige læse mig ind på Nahid før jeg blev grebet af romanen, og selvom jeg blev irriteret på hende og oplevede hende som helt urimelig overfor hendes datter, endte det med at blive en god læseoplevelse, som jeg gerne anbefaler til andre. Hvis jeg må have lov til at være lidt kritisk, så jeg gerne ungdomsårene i Iran foldet mere ud, den del af romanen var ubetinget den mest interessante del.

Forfatteren er født i Iran i 1983 og flygtede med sine forældre som barn til Sverige. Hun debuterede i 2012 med romanen Hon är inte jag, som ikke er oversat til dansk. Det var os er hendes anden roman. Hun bor i Stockholm med sin mand og sin datter.

Golnaz Hashemzadeh Bonde, det var os, Politikens forlag, Maj 2018, 208 sider, På dansk ved Lisbet Kjær Johansen.