Som led i sin klassikerserie har Rosinante udgivet Klaus Manns ’Mefisto’. Og det er et super godt valg. Det er ikke alene en forrygende fortælling om en skuespiller, der for karrierens skyld ofrer, hvad han tror på under nazismens fremmarch i 30’ernes Tyskland. Der er også mange spændende historier knyttet til bogen, som er med til at løfte den op i klassikersfæren.

Klaus Mann var søn af en af Tysklands mest berømte forfattere, Thomas Mann. Allerede som 19-årig forkastede Klaus livet i den borgerlige familie og flyttede i 1925 til Berlin sammen med sin storesøster. Her kunne livet leves uden snærende bånd. Søskendeparret kastede sig med ildhu ind i byens dekadente kunstnercirkler. Her mødte de stjerneskuespilleren Gustaf Gründgens, som kortvarigt var gift med Klaus’ søster. Under ægtskabet havde han og Klaus et forhold.

Klaus Mann var i heftig opposition til nazismen lige fra dens fremkomst, og i 1933 gik han i eksil, først i Holland og derefter USA. Her blev han en af de ledende stemmer i eksilmiljøernes modstand mod nazismen. Da han i 1943 blev amerikansk statsborger, meldte han sig frivilligt til hæren og deltog i de allieredes fremrykning i Europa i krigens sidste år.

På trods af at Klaus Mann stædigt benægtede det, så anser mange Mefisto for at være en nøgleroman. Mann har begået et karaktermord på Gründgens, idet der er så mange ligheder, at det ikke kan have været et tilfælde. Mann forsvarede sig med, at han ønskede at skildre en bestemt karakter, en ’type’ tysker, som var med til at gøre nazismens fremmarch muligt. Da Gründgens efter krigen forblev en ledende kulturperson i Tyskland, nægtede forlagene i mange år at udgive romanen. ’Mefisto’, der var færdigskrevet i 1936, udkom således for første gang i Tyskland (DDR) i 1956. Her havde Klaus Mann været død i syv år, idet han som 42-årig begik selvmord. Der gik flere år, før den udkom i Vesttyskland, hvor Gründgens døde i 1963.

I romanen er Hendrik Höfgens Gründgens alter ego. Navnet ’Hendrik’ har han tillagt sig som 18-årig for at slippe af med det kedelige Heinz. Og som ung skuespiller kæmpede han ’en forbitret kamp med agenturerne, teaterdirektørerne og kulturredaktørerne for at få dem til at skrive hans frit opfundne, prætentiøse fornavn rigtigt’. Ved brugen af Henrik eller Heinz ’rystede han af raseri og fornærmelse’ – for det lille ’d’ var et bogstav ’af ganske særlig, magisk betydning’. Når ’hele verden uden undtagelse anerkendte ham som Hendrik, så var han kommet til målet, han var blevet til noget’. Denne kompromisløse ærgerrighed kombineret med en god portion opportunisme får Höfgens til at skille sig af med sin socialistiske livsanskuelse, der ellers har stået stærkt i de unge år på Hamburgs teater. Det kom blandt andet for dagen, da han var med til at få nationalsocialist afskediget og smidt på porten. Hans karriere eksploderede i Berlin efter at nazispidsen Herman Göring, i bogen konsekvent omtalt som ’den fede’, forblændedes af hans skuespiltalent. Bogen skildrer skarpt og nådesløst, hvordan Höfgens var i stand til at glemme alle idealer, og alle de mennesker, der havde betydet noget for ham, hvis det kunne hjælpe ham frem. Han gled ind i nazismens inderste magtcirkler som feteret, nyudnævnt direktør for Tysklands største teater. Selv om han rystes, da nazisterne slår en af hans venner ihjel, er han i stand til at ryste det af sig.

Mann spidder skuespilleren Höfgens og med ham Gründgens. Det er på steder ætsende ondt, andre gange stærkt humoristisk. Der er dog en dobbelthed. Höfgens kan spille skuespil, og det lægges der ikke skjul på. Men i Manns optik bliver alt skuespil. Höfgens er ren facade, og han svigter på et afgørende tidspunkt i historien. Mann skriver rystende profetisk om nazisternes voldsherredømme, og han så imponerende profetisk, at krigen ville komme. Höfgens/Gründgens blev en af dens fødselshjælpere.

Klaus Mann, Mefisto, Rosinante, Forord af Jens Albinus, Oversat af Poul Dam, 303 sider, Februar 2018.