”Det kan ikke ske her” er skrevet i 1935. Det burde få dig til at stille spørgsmålet: Hvorfor i alverden læser jeg så anmeldelsen nu? Det er et glimrende spørgsmål. Og der er faktisk et svar på det. Det er et meget dumt svar. Men jeg har det til dig – lige om lidt.

Lad os lige få på plads, at ”Det kan ikke ske her” er en helt igennem fabelagtig bog. Den er ekstremt velskrevet og gennemarbejdet, og den griber fat i nogle af de bedste skrivetraditioner fra folk som eksempelvis Leon Uris, der tager fiktive figurer, omgiver dem med rigtige historiske personer og pakker dem ind i rigtige begivenheder. Sinclair Lewis har så taget det et skridt videre og har kreeret en kontrafaktisk historie om Bezelius ’Buzz’ Windrip, der i 1936 stiller op mod siddende præsident Franklin Delano Roosevelt og vinder valget.

Windrip er det amerikanske svar på Adolf Hitler, der starter med at love befolkningen lov og orden, men som ender med at opløse demokratiet og oprette koncentrationslejre. Det fascistiske Amerika er født.

Som roman er ”Det kan ikke ske her” næsten uden sidestykke. Handlingen er fængslende og skræmmende. Den er helt igennem velskrevet, og den efterlader dig med levende billeder på hornhinden. Godt gået af en bog fra 1935. Okay, Sinclair Lewis blev med dette mesterværk den første nordamerikaner, der vandt Nobels litteraturpris, så andre har også set genialiteten.

Og så tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er bogen blevet genoptrykt og skal nu læses igen og genanmeldes? Det skal den udelukkende på grund af valget af Donald Trump som præsident i USA. Okay? Fik I den? Et helt igennem genialt træk fra det tabende parti i valgkampen, nemlig de amerikanske Demokrater. De har formået at skabe så meget had og mistro om præsident Trump, at de har fået skabt et behov for at mere genkendeligt fjendebillede – og det billede skaber denne bog. Det er imponerende gået. Det er lammende tåbeligt, fordi der – trods præsident Trumps tydeligt manglende pædagogiske og kommunikative evner – ikke blot er et milligram af sammenligning mellem Windrip og ham. Lad mig alligevel takke Demokraterne, for det har givet mig mulighed for at opdage dette mesterværk.

Og lad mig så lige runde af med at fortælle den rigtige historie. Ligesom vi kan sidde og være dybt imponerede over Charlie Chaplins film ”Diktatoren”, når vi ved, den er skrevet i 1938 og 1939, før den udkom i biograferne i 1940, så er det svært ikke at være imponeret over Lewis’ fremsynethed med denne bog fra 1935. Det er dog lidt snyd.

Bogen er bygget på Louisianas daværende guvernør og senere senator Huey Long, der startede med sit ’Share Our Wealth’-program, der både fik folk i arbejde og satte gang i byggeriet i den lidende sydstat. Ved at øge skatten for velstående og det private erhvervsliv, var det også med til kortvarigt at hjælpe hjemløse og fattige i staten. Men da det gik op for Long – som det stadig ikke er gået op for alle i selv ganske succesrige vesteuropæiske lande – så gør det ondt altid at straffe de eneste (overhovedet), der tjener penge ind til ’forretningen’ – og så skulle der andre boller på suppen: sanktioner, pres, straffe og mange flere initiativer, Long aldrig nåede at indføre. Han havde planer om at stille op som modkandidat til Roosevelt i 1936 men blev i september 1935 myrdet på trappen af kongresbygningen af et familiemedlem til en af de mange, han havde fået som fjender.

Min konklusion er, at selvom årsagen til genoptrykket er et flot politisk træk – om end fuldkommen latterligt misforstået – så glæder jeg mig over det, fordi jeg her har fået adgang til en helt fantastisk læseoplevelse.

Det kan ikke ske her, Sinclair Lewis, Lindhardt & Ringhof, 433 sider, Januar 2018.