Steve Cavanagh: Advokaten
Der er hæsblæsende action fra første side i denne fremragende krimi. Som flittig krimilæser er man ved at være vant til præmissen om en politimand/-kvinde, der opklarer alverdens forbrydelser – gerne egenhændigt, men denne krimi er anderledes, idet vi følger advokaten Eddie Flynn.
Bogen er første bog i serien. Eddie Flynn er tidligere svindler, som siden blev advokat, men han forstår stadig at bruge sine svindlerfærdigheder i en retssal. For et år siden gjorde en frygtelig oplevelse, at han svor, at han aldrig ville praktisere som advokat igen.
Han får dog brug for alle sine talenter som både svindler og advokat, da den russiske mafia kidnapper hans tiårige datter, spænder en bombe på ryggen af ham og giver ham 48 timer til at få frikendt mafiabossen Olek Volchek i en mordsag, som anklageren umuligt kan tabe. Ellers vil de slå både Flynn og hans datter ihjel. Flynn er nu tvunget til at være kreativ og udnytte alle sine evner og gamle venner, hvis han skal nå at redde både sig selv og sin datter.
Bogen minder en del om John Grishams retssalsdramaer, men samtidig er den meget mere actionpræget og tempofyldt. Hovedpersonen er original og ikke, hvad man først tror. Som udgangspunkt virker han i starten som en fordrukken stakkel, som har fået tæsk af livet, men man finder hurtigt ud af, at han rummer meget mere under overfladen, og man kan ikke undgå at fatte sympati for ham, efterhånden som det bliver tydeligt, at han som følge af sin opvækst og baggrund har mange strenge at spille på og mange skjulte talenter. Resten af persongalleriet i bogen er desuden både troværdigt og interessant.
Forfatteren, Steve Cavanagh, er selv advokat, og det kan mærkes, når man læser bogen. Det er tydeligt, at han kender alle de tricks, advokater gør brug af i retssager, og de flettes ind i handlingen på mesterlig vis, så alting bliver vendt på hovedet igen og igen.
Så er du til forrygende underholdning, fart over feltet og konspirationer tilsat humor, og er du fan af bl.a. Jack Reacher, så er denne krimi helt sikkert noget for dig!
Steve Cavanagh, Advokaten, Jentas, 365 sider, oversat af Jørgen A. Leth, november 2017