// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Fiona Barton: Barnet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Fiona Barton: Barnet

Skrevet af den 6. april 2018 – 07:00Ingen kommentarer

Jeg var spændt på Fiona Bartons nye spændingsroman Barnet, for hendes første bog Enken var virkelig god. Jeg er ikke blevet skuffet, for Barnet indeholder alt det en god spændingsroman skal indeholde: et plot, der ikke kan gennemskues på forhånd, masser af mystik og spænding – og gode personkarakteristikker. Specielt det sidste er et bærende element i Barnet, hvor svigt i fortiden hos en familie og et stort tab hos en anden familie gør ondt helt op i nutiden.

Vi følger journalisten Kate, der graver i historien om skelettet af et lille spædbarn, der bliver fundet af en arbejdsmand på en byggeplads i London. Skelettet er gammelt, og Kate ønsker at finde ud af, hvem det lille barn var og hvem der har gravet det ned der.

Vi følger også den midaldrende mor Jude, der som yngre i flere år havde en kæreste, Will. Men han gik ikke godt i spænd med Judes teenagedatter Emma. Det ender med et frygteligt opgør, hvor Jude får sagt noget utilgiveligt til sin datter. I årene efter er deres forhold anstrengt og da Jude fortæller Emma, at Will vil tilbage til hende river det op i mange sår.

Emma, som nu er kæreste med Paul, har det ikke let, og hun er meget påvirket af det lille skelet, som er gravet op. Hun begynder at påstå, at det er hendes barn, men alle i hendes nærhed ved, at det ikke kan passe, for Emma har jo aldrig været gravid.

Der er også Angela, som for mange år siden fik stjålet sit nyfødte spædbarn på barselsgangen. Barnet blev aldrig fundet. Hun er aldrig kommet sig over sorgen, og selv om hendes og hendes mand Nick fik en anden datter, Louise, så ligger tabet som en tung dyne over familien. Angela er sikker på, at det nedgravede skelet er hendes førstefødte.

I alt dette navigerer Kate, som langsomt men sikkert får gravet den grufulde sandhed frem. Krimien springer i fortællere, så vi på skift får brikker til det samlede billede fra Kate, Emma, Jude og Angela. Sandheden er grum og overraskende. Det er en rigtig god spændingsroman Fiona Barton har skruet sammen.

Fiona Barton, Barnet, Forlaget Hr. Ferdinand, 374 sider, oversat af Lotte Kirkeby Hansen, oktober 2017

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.