Et lille barn dør. En ulykkelig hændelse, der flår en i forvejen skrøbelig familie i stykker i det Østrig-ungarnske dobbeltmonarki omkring år 1900. Men hvad nu, hvis det var gået anderledes? Hvad nu, hvis forældrene havde været snarrådige nok til at få den lille piges vejrtrækning i gang igen? Hvad var der så sket?

Så var pigen måske blevet ung, familien var flyttet til Wien, og de havde sammen oplevet 1. verdenskrig og sulten i tiden efter. Så var den unge pige måske blevet ulykkelig forelsket, så ulykkelig at hun havde taget sit eget liv. Men det kunne også være gået anderledes. Hun kunne have drejet om det andet hjørne, mødt en anden mand… så var hun måske endt som revolutionær i Sovjetunion. Og hvilken død havde det givet hende?

Det er et heftigt eksperiment, Erpenbeck tager sin læser med på i Før sol gå ned. Vores unavngivne hovedperson dør igen og igen, i det ene alternative liv efter det andet. Men i hvert liv er der alligevel noget, der er anderledes, en lille detalje, der gør at hun undslipper sin død og dermed går videre mod en anden skæbne i det vanvittige 20. århundrede. Liv er så endeligt skrøbeligt, og ingensteder er det mere skrøbeligt end i Før sol går ned.

Vores hovedperson kan mange ting – dø og overleve for eksempel. Hun kan overskride landegrænser, fattigdom og undertrykkelse, men en ting kan hun ikke sætte sig udover: sin jødiske baggrund og det manglende minde om en forsvunden far, hvis skæbne bliver afgørende for hendes. Sådan er Før sol går ned også en skæbnefortælling, en introduktion til det tyske århundrede med al dets gru og ødelæggelse og alligevel på sær måde en bog om menneskers evne til at finde en mening med tilværelsen.

Det er et interessant fortællergreb, Erpenbeck bruger for at tage os igennem sin historie, men jeg synes, det fungerer. Før sol går ned er et lille mesterværk, der i Erpenbecks fine, underspillede sprog suger læseren ind i en verden af i går.

Jenny Erpenbeck: Før sol går ned. 256 sider, Rosinante. Oversat af Jacob Jonia, 2018