// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lotte Elmann Wegner: Er her nogen?
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lotte Elmann Wegner: Er her nogen?

Skrevet af den 28. marts 2018 – 07:30Ingen kommentarer

Vibe har det svært, for der er rigtigt mange regler, der skal følges for at undgå, at Andreas, hendes elskede mand, eller i hvert fald hendes mand, bliver sur. Og når Andreas bliver sur, så bliver han nødt til at slå Vibe, så hun kan lære at følge reglerne. Det kan da ikke være så svært for hende at forstå og lære. For Andreas synes jo ikke, at det er sjovt at slå. Vibe synes i allerhøjeste grad heller ikke, at det er sjovt at blive slået, så hun gør sit ypperste for at gøre Andreas glad. Men det er faktisk umuligt at gøre ham tilpas.

Det var ellers så godt i starten af deres forhold, hvor de begge var meget forelskede, og hvor Andreas ikke fik sorte øjne og måtte slå. Men selv om han slår nu, så er Vibe stadig glad for ham på en eller anden underlig måde, som er så svær at forstå, når man sidder udefra og læser om hendes liv. Hun gør alt for, at omgivelserne ikke skal fatte mistanke til, at hun lever i et meget voldeligt forhold. Hun arbejder i sin mors antikvitetsbutik, og moren er rigtig glad for Andreas, og ser måske ikke helt hvad der foregår. Hun har aldrig været rigtigt nærværende i Vibes liv, og nu hvor Henry, hendes stedfar er død, så er hun meget alene.

Men nogle andre holder øje med Vibe. Der er hendes far, som ikke rigtigt har været en del af Vibes liv, siden han forlod hende, da hun var ti år, men som pludselig kommer ind i hendes liv igen via en mappe med tegninger. De tegninger viser, at han har været der hele tiden bare ude i periferien. Der er også naboen, en kvinde fra Spanien, der kommer ind i Vibes liv og giver hende et pusterum og et fristed. Men hvad er det egentligt med den kvinde og hendes familie, og hvorfor forsvinder hun så pludseligt og lader Vibe i stikken?

Der er nogen, der holder øje med Vibe, men hvem er de, og hvad vil de? Og hvad har den unge kvinde, der forsvinder sporløst at gøre med det hele? Slutningen er overraskende og giver et interessant twist på historien.

Forfatteren har begået en rigtig fin roman om det voldsomme emne hustruvold, hvor man både gyser, græder og føler med hovedpersonen Vibe, og tænker: ’gå nu fra ham Vibe’. Hun får også beskrevet den mærkelig tiltrækning en voldsramt kvinde kan føle og alle de undskyldninger hun kan finde på for sin mand. Så selv om det er svært at forstå, så får hun skabt en form for forståelse alligevel. Der er meget billedsprog i romanen og indimellem virker det en smule for teknisk for mig. Men ellers er historien godt skrevet og meget medrivende.

Lotte Elmann Wegner, Er her nogen?, forlaget Turbine, 276 sider, februar 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.