// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hugh Howey: Blår
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman, Science fiction

Hugh Howey: Blår

Skrevet af den 19. marts 2018 – 07:34Ingen kommentarer

I en fjern fremtid dykker vi ned i en dystopisk fortælling om menneskelig udholdenhed og håb. Klodens overflade er giftig, og folk lever og dør under jorden i en gigantisk silo opdelt i niveauer efter funktion og rang. Præcis 142 forskellige niveauer fyldt med mennesker, som vi følger på vejen mod en uundgåelig opstand. For hvor længe kan 2000 mennesker bevare roen, og hvor lidt uro skal der til for at skabe revolution?

Der er strenge regler for alt, hvad siloens indbyggere foretager sig. Alle reglerne er arvet fra siloens tidligere beboere. Formålet er, at sikre siloens overlevelse. Når et menneske dør, bliver et par udvalgt til at få et barn. Den døde bliver omdannet til gødning, der i sidste ende giver mad til siloens beboere. Sådan går det ene år efter det andet, og siloens regler sørger for, at den fungerer som sit eget økosystem. Kun fra niveau 1 kan siloens beboere se ud af siloen og forestille sig hvilken pinefuld død, man ville få i den giftige atmosfære.

Siloens sherif Housten har i årevis opretholdt orden og håndhævet siloens love. Han mistede sin kone to år tidligere, og føler sig ensom og fortabt. Derfor beslutter han sig for selv at bryde en af siloens strengeste love. Han beder om at blive lukket ud af siloen. Hvilket betyder den sikre død.

Beslutningen sætter gang i jagten på en afløser. En ny sherif skal findes, og det i en fart. Borgmesteren udpeger under stor protest fra andre højtstående personer i siloen en mekaniker fra bunddybet. En kvindelig mekaniker uden polititræning, men med en skarp hjerne. Men vil Juliette tage i mod tilbuddet og begive sig fra bundet af siloen op til toppen? Kan hun ignorere tegnene på, at indbyggerne bliver ført bag lyset, og sandheden er værre end de tror?

Blår er den første af en triologi og blev oprindelig udgivet som noveller. Den er utrolig godt gennemarbejdet, med gennemtænkte plots hele vejen igennem. På trods af de 600+ sider er bogen hurtigt læst, og efterfølgende vil du med garanti se frem til at fortsættelsen udkommer på dansk. Jeg venter i hvert fald spændt på at synke ned i siloens verden igen.

Hugh Howey: Blår, DreamLitt, 614 sider, februar 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.