Anna er mor til to børn og gift med Jens. Men rollen som kone og mor tilfredsstiller ikke Anna. Hun er utilfreds med tilværelsen og spørger sig selv, om det virkelig er det hele, hvem hun var, før hun blev mor og om det kan passe, at hun skal stille sig tilfreds med det. Hun fantaserer om, hvordan andre mænd kigger på hende, hun forestiller sig, at de begærer hende.

Hjemme hos Jens er gnisten væk, og de går i parterapi og forsøger at redde ægteskabet. Vi oplever, hvordan de, fuldstændig lidenskabsløst og uoriginalt, tager på weekend for at redde, hvad der reddes kan. En tur i operaen og tilbage på hotellet for at dyrke eksperimenterende sex. Hvilket gør dem begge dårligt tilpas. En kæmpe fiasko.

Til en fest møder hun den ældre Ivan, og de forelsker sig, og Anna forlader Jens. (Eller er det Jens, der forlader Anna?) Nu skal det interessante liv starte. Nu skal hun endelig til at ses som den kvinde, hun er. Men ikke helt overraskende bliver det ikke sådan. Ivan er terminal kræftpatient, og Anna befinder sig pludselig i rollen som sygeplejerske for en ældre, syg mand.

I forlagets materiale står der, at det er en bog, der har delt vandene. Enten genkender man sig selv i Anna og betragter den meget eksplicitte fortælling som et brud med det tabu, at det ikke er nok at være nogens mor og kone, et frisk pust af ærlighed og en nødvendig fortælling om den splittede tilværelse som mor, kone, elskerinde og individ. På den anden side står dem, der slet ikke forstår Anna. Jeg hører til den sidste gruppe.

Her er hvorfor: I første del af bogen fremstår Anna direkte usympatisk, selvoptaget og overfladisk. Hun er destruktiv. Hun fantaserer om, hvordan hendes mand skal komme med seksuelle tilnærmelser blot så hun kan få tilfredsstillelsen af at afvise ham. Hun irriterer sig over, at han kommer hjem i live altid. “Der er glatte veje i aften, kunne det være i aften, at han kører galt og dør?”.

I anden og tredje del af bogen har jeg mere ondt af hende. Hun føler sig overset, uværdigt behandlet og hun lider under sine egne valg. Men på trods af elendigheden holder hun stædigt fast i den rolle, hun har tilbage som plejer af en syg mand. Hun fremstår svækket. Ynkelig.

Det er naturligvis altid dragende, når nogen skriver så eksplicit omkring ting, man ellers ikke taler meget om. Og jeg synes debatten omkring kvinderollen i det 21. århundrede er interessant og relevant. Og der er også et lag af humor i bogen, som løfter fortællingen. Som for eksempel her, hvor hun illustrerer, hvordan hun med det samme smil opfordrer den lille til at spise sin kartoffelmos og sluger sin mands sperm. “Moderskabet (…) skulle bestå af uendelig lykke og af med smil i stemmen at opmuntre Harry, der ikke ville spise sin kartoffelmos. Nu skal Anna synke sperm med samme opslugte blik, samme smilende attitude”. Det er ikke altid lige nemt at kombinere rollen som mor og elskerinde.

Bogen er hurtigt læst og har sine øjeblikke, men jeg er ikke fuldstændig overbevist.

Agnes Lidbeck, Last, Modtryk, 8. marts 2018, 195 sider.