Da Sonja er tre år gammel, efterlades hun alene tilbage med sin far i en baraklejr for gæstearbejdere i Tasmanien, da hendes mor tager hjemmefra og aldrig kommer tilbage. Sonjas far Bojan er fordrukken, hærget af krigens rædsler, som han flygtede fra med sin kone, og nu er hans kone flygtet fra ham og deres datter. Han er modbydelig mod Sonja, og hun har en barsk opvækst fyldt med fysisk og psykisk vold, hårdt arbejde og tvivlsom kærlighed.

Som 16 årig lykkes det for Sonja at komme derfra og skabe sig et succesfuldt liv udadtil, og hun er sluppet fra barndommen med skindet på næsen. Og dog. For en så hård og barsk barndom sætter unægtelig sine spor og bag hendes tilsyneladende følelseskolde ydre, gemmer der sig en masse følelser af svigt, sorg og nysgerrighed.

Som voksen vender Sonja tilbage til Tasmanien og til en far i forfald. Mødet mellem far og datter er intenst. Vi følger slagets gang fra både Sonjas og Bojans synsvinkel, og forfatteren formår at skabe en vis sympati for dem begge, på trods af Bojans svigt og deres barske fælles historie.

Men historien nåede aldrig ind under huden på mig. Jeg tror, at indlevelsen udeblev på grund af det meget poetiske og snørklede sprog. Der foregår så meget mellem linjerne og sætningskonstruktionerne er lange, billedlige og svære at holde fast i.

Der er ingen tvivl om, at det er stærk historie om en ulykkelig familie, men jeg havde svært ved at komme igennem den.

Richard Flanagan, Lyden af en hånd der klapper, Politikens Forlag, januar 2018, 347 sider.