Cecelia Ahern har skrevet en efterfølger til bogen ”Flosset” om et samfund, hvor perfektion er ønskværdigt, og alt andet bliver straffet af et regime, der overvåger og undertrykker alle individer. Dem, der ikke gør som bestemt af regimet, bliver erklæret Flosset og bliver brændemærket med F’er forskellige synlige steder, så alle kan se, at personen har begået en forbrydelse.

En rigtig stærk fortælling, hvor den 17-årige pige Celestine tillader sig at hjælpe en Flosset mand i bussen, og hun bliver straffet på den hårdeste måde, da hun ikke erkender sig sin skyld. Den mand, der straffer hende, er svigerfaren, som er dommer i regimet.

Heldigvis formår hun at flygte, og her tager bogen ”Perfekt” tråden op, og jeg er lige så begejstret for 2’eren som for 1’eren. Cecelia har igen lavet en stærk fortælling med en masse cliffhangers, og jeg slugte bogen på tre dage. Venner bliver til uvenner, ingen kan man stole på andet end ganske få, og er de så egentlig, som forventet?

Der er så meget på spil i ”Perfekt”, og det er tydeligt, at ingen kan tillade sig at påtage den titel at være Perfekt. For i andres øjne vil der altid være noget, som stikker ud fra perfektheden. Heldigvis. Det er dejligt befriende, og det gør ustyrlighederne, som regimet udøver, mere og mere ekstreme, som Celestine hører de forbrydelser, andre bliver anklaget for. Som f.eks. børn, der er blevet fjernet fra deres forældre, fordi de var Flossede, bliver selv senere brændemærket, fordi de forsøgte at opsøge netop de forældre.

Celestine er på flugt fra regimet og møder en masse undervejs, som er brændemærket som hende – og nogle som ikke er det, og som begynder at have en mistro mod det regime, der stiller sig til dommer over for alle. Men frygten for at blive fængslet og tortureret er alligevel for stor for flere af dem, der kunne hjælpe Celestine, og ofte må hun finde sig selv alene. Hun løber over stok og sten, og knubsene undervejs bliver flere og flere, og til tider virker det for usandsynligt at komme væk fra hendes frygt: at hun intet kan gøre, at hendes kamp er nyttesløs og ikke mindst vil ramme dem, hun elsker.

Måske er der nogle steder i bogen, hvor den kunne være stærkere, men det gør ikke noget – den er medrivende, og ligesom ”Flosset” kan den sagtens læses af voksne, selvom den er betegnet som en ungdomsroman.

Perfekt, Cecelia Ahern, Politikens Forlag, udgivet 29. januar 2018, 355 sider, oversat af Marie Kopp