En kvinde som prøver at finde sig selv ved at finde en mand. Det er essensen af denne bog.

Marie Louise Tüxen skriver med en skarp pen og underspillet humor om en søgen efter kærlighed. I 13 korte kapitler gennemlever hovedpersonen sine forhold til forskellige mænd i årene efter, hendes søns far ville noget andet. Som fortælleren siger; ’Jeg går i haven. Jeg går i terapi. Og nu går han’.

Hvem er hun, når hun ikke længere er en del af en familie på tre?

Vi bevæger os tilbage i tiden fra 2016 mod 2008, mens vi hører om fortællerens oplevelser med mænd. Hvordan hun prøver at tilpasse sig dem samtidig med, at hun finder den ene fejl efter den anden. Peter der går som en trane og spørger, om hun gerne vil være hans mor. 19-årige Tarik, der vil have hende, men synes hun lugter af fisk dernede. Det virker som om, hun prøver at få dem til at passe ind og giver dem en ekstra chance i stedet for at se, hvor forkerte de er fra starten. Undervejs er der enkelte flashbacks til hendes ungdom i Næstved.

Det kræver ikke mange læste sider for at forstå, hvor ensomt og vaklende det må være, at være singlemor i 30’erne. Især når det ikke er af egen fri vilje. Hvem er hun uden en mand? Hun ved det ikke, men hun tror, hun ved, hvem hun er sammen med en anden.

Marie Louise Tüxen har med Jeg ser mig selv som rytmisk skrevet en mavepuster af en bog. Jeg kunne ikke lade være med at associere hendes ublufærdige tilgang til kroppen med Charlotte Roches bøger, mens jeg sad og krummede tæer. Flere af den slags bøger tak!

Marie Louise Tüxen: Jeg ser mig selv som rytmisk, 107 sider, Forlaget Vild Maskine, oktober 2017.