// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Roald Dahl: Heksene
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Roald Dahl: Heksene

Skrevet af den 26. januar 2018 – 12:24Ingen kommentarer

En syvårig dreng bliver forældreløs, og sendes til Norge for at bo sammen med sin bedstemor. Bedstemoren har været heksejager i sine yngre dage, og det er heldigt, for der går ikke længe inden drengen skal undslippe sin første heks. Hekse hader nemlig børn, bare lugten af børn er fæl for en heks, så hekse ved intet bedre end at slå børn ihjel.

Drengen bruger bedstemorens gode råd til at identificere og undslippe heksen, og han når helskindet hjem til sin bedstemor igen. Men så tager de på kurophold på et hotel i England på grund af bedstemoderens helbred, og her finder drengen ud af på den hårde måde, at hekse ikke er til at spøge med. Drengen bliver ved et uheld låst inde i i et konferencerum på hotellet, og der viser sig, at de ellers ved første blik så rare damer på konferencen allesammen er hekse! Overheksen på konferencen lancerer en plan for at forvandle alle Englands børn til mus, så deres egne forældre slår dem ihjel uden at vide, at det er deres egne børn de dræber. Drengen skal nu undslippe konferencen, og finde sin bedstemor, så de sammen kan forpurre den ondsindede plan, men lykkes det for ham?

‘Heksene’ er en spændende fortælling om det onde, der bor midt i blandt os, og som vi ikke rigtigt opdager før det er for sent. Bogen er trods det uhyggelige emne skrevet med humor, så den er spændende, uhyggelig og sjov på samme tid. Bestemt læsværdig for lidt større børn (7 +) og deres forældre.

Roald Dahl er en af de klassiske, engelske børnebogsforfattere. Han har en lang række bøger bag sig, og blandt dem er ‘Charlie og chokoladefabrikken’ og ‘Den store venlige kæmpe’, som begge er en af de mange af hans bøger, der er blevet foreviget på det store lærred.

‘Heksene’ blev filmatiseret i 1990, samme år som Roald Dahl døde. Bogen er oprindeligt udgivet i 1983, og udkom på dansk året efter. Den er nu blevet genoptrykt på dansk i 2017, og illustrationerne i den nye udgave er begået af John Kenn Mortensen. Han er kendt for sine post-it monstre, og han har i vanlig stil styr på det sære og interessante ved skræmmende figurer.

Roald Dahl, Heksene, illustreret af John Kenn Mortensen, Høst & Søn, 2017, 185 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.