Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard udgav i 2015 bogen ’Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet’, og den vakte berettiget opsigt. Forfatterne kortlagde, hvordan magten i Danmark, efter deres vurdering, er koncentreret i små netværk. Her træffer ledende repræsentanter fra erhvervsliv, den politiske verden, fagbevægelse samt uddannelses- og forskningsmiljøer alle de vigtige beslutninger. Demokratiet er reelt sat ud af kraft.

Nu har makkerparret fået hjælp af endnu en universitetsforsker og fortsætter i ’Tæm eliten’ diskussionen om demokratiets tilstand og nødvendigheden af at tæmme eliten. Hvis borgerne i et moderne demokrati ikke har styr på eliten og kan skifte dens brodne kar ud, ja så er der reelt ikke et demokrati. I bogen giver forfatterne praktiske forslag til, hvordan denne elite så skal holdes i skak, så dens magtmonopol brydes. Forslagene er inspireret af domsmandssystemet, hvor lægmænd via lodtrækning indkaldes til at være lægdommere eller nævninge. Systemet skal både gælde i det politiske liv og i virksomheder med flere end 35 medarbejdere – så det vil sige flere tusinde danske virksomheder.

Der skal oprettes et ’borgerting’, så det politiske liv og initiativer bredes ud fra osteklokken på Christiansborg. I dette borgerting skal 300 borgere, udvalgt via lodtrækning, sidde tre år ad gangen. De skal blandt andet kunne tage initiativ til ny lovgivning og blokere forslag fra Folketinget.

I erhvervslivet skal ‘samfundsrepræsentanter’ træde ind i bestyrelserne. Disse poster bliver opslået som jobs, og et ansættelsesråd, udvalgt gennem lodtrækning, udpeger så den rette kandidat til jobbet. Samfundsrepræsentanterne skal sammen med medarbejderrepræsentanterne udgøre halvdelen af bestyrelsen.

Det er en sympatisk tanke, at vi som borgere kan få en mere aktiv rolle i politik såvel som erhvervsliv, men samtidig virker de konkrete forslag noget naive. Hvordan kan man forestille sig, at det nuværende Folketing skulle gå ind for dette og gennemføre de nødvendige grundlovsændringer, så der kan oprettes et andetkammer? Og undskyld mig, hvad nu med dem, der bliver udtrukket, men bare ikke gider, har tid til eller tilstrækkelig interesse for politik eller virksomhedsøkonomi til at ville engagere sig? Forfatterne erkender denne problemstilling, og er åbne omkring systemets svagheder, men siger, at det også forpligter at leve i et demokrati. De skriver ligeledes, at der kan være beslutninger, der kræver meget høj ekspertise, hvor de tilfældigt udvalgte borgerrepræsentanter kan få det svært. Men er der ikke netop mange af den slags beslutninger både i politik og i driften af store virksomheder?

Desuden holder sammenligningen med domsmandsystemet ikke. Her er der ikke tale om en tilfældig lodtrækning. Udtagelsen sker på den måde, at et særligt udvalg i hver kommune – grundlisteudvalget – vælger et antal borgere, som udvalget anser for at være egnede til at fungere som nævninge eller domsmænd. De valgte bliver optaget på en såkaldt grundliste, og der trækkes lod blandt de udnævnte. Så her har der været en screening, som betyder, at valget sker mellem borgere med en vis grad af kvalifikationer.

Der er mange gode demokratidiskussioner i bogen, og på nogle områder har forfatterne en pointe. Men der, hvor det bliver svært, er jo netop at finde farbare veje og løsninger. Og det lykkes ikke så godt i ’Tæm eliten’.

Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati, Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad. Informations Forlag. 242 sider. 2017.