Da Fra smørhullet udkom i 2005, blev den kaldt den første samtidsroman i 15 år, og den blev rost til skyerne. Nu er den genudgivet sammen med 3 af hendes andre værker, og jeg har været forelsket i bøgerne, siden jeg så dem. De er simpelthen så smukke i pasteller og farvet papir.

Mette og Søren lever et perfekt liv, men da Søren forlader hende, går hun i hundene. Det meste af bogen beskriver Mettes liv 6 år efter, Søren gik. Hendes liv er ensomt og kedeligt. Hun kan ikke se sig selv finde en ny kæreste, og langsomt afskærer hun sig mere og mere fra omverdenen.

Hvis det ikke havde været for de få sjove indslag som, at hun frygter at blive en ’skede-enke’, nu hun ikke har haft sex i 6 år, var jeg nok gået død i bogen. For det var desværre lidt af en kamp for mig at komme igennem Fra smørhullet. Kirsten Hammann skriver virkelig godt, og jeg kunne også se ideen med bogen. Den blev bare for langtrukken. 50 sider mindre og den havde gjort sig bedre.

Dens dagbogsagtige form giver et billede af en ret almindelig kvinde i årene fra 2000 til 2003. Mettes kedelige liv var lidt som at høre den samme sang på repeat. Måske er jeg bare 10 år for sent ude i forhold til denne roman, og jeg glæder mig faktisk til at gå i gang med den næste. Der er nemlig ingen tvivl om, at Kirsten Hammann kan skrive.

Kirsten Hammann: Fra smørhullet, Gyldendal, 271 sider, 2005, genudgivelse august 2017