Kærlighedsforholdet mellem Sylvia Plath og hendes mand Ted Hughes har været debatteret og analyseret flere gange siden Sylvia Plaths selvmord i 1963.

Ted Hughes blev anklaget for at være skyld i hendes selvmord, og hun blev posthumt ophøjet og placeret på en piedestal af kvindeforkæmpere. Hvad skete der egentlig mellem de to, da tilfældighedernes spil gjorde, at de mødte hinanden i 1956, og hvad var årsagen til, at Sylvia en kold februar morgen endte med at tage sit eget liv? Dette er Connie Palmens udlægning af Ted Hughes’ historie om deres kærlighed, fra den dag de mødte hinanden, til han mistede hende. Baseret på Sylvia Plath og Ted Hughes’ poesi, gamle noter og de bøger, der er skrevet om parret.

Sylvia Plath voksede op med en overbeskyttende mor i USA. Hendes far begik selvmord, da hun var 10 år gammel, og satte et uudsletteligt spor i hende. Da Ted Hughes for første gang mødte hende den 25. februar 1956, faldt han for hende med det samme. Hendes sprudlende energi og skabertrang forførte ham, og de blev fra den dag af et kunstnerisk par uden lige.

Ted havde længe inden mødet, bevæget sig indenfor den spirituelle verden og deres forhold kom til at bære præg af dette. Han kunne efter sigende mærke og føle Sylvias sindstilstand, som var det hans egen. Det var kun ham, der kunne berolige hende når fortidens onde drømme havde sit tag i hende, og han var i mange år hendes faste holdepunkt i den psykiske sygdom, der langsomt fortærede hende.

Da han på et tidspunkt vågner op og opdager, at han er fanget i hendes maniske og depressive glasklokke uden egen stemme, forlader han hende og deres børn for at kunne trække vejret frit. Han indleder en affære med en gift kvinde og flytter til London. Det bliver starten på en nedadgående spiral, som ender med Sylvia Plaths selvmord, og Ted Hughes’ liv som en forhadt person, uden ønske om at forsvare sig selv. Teds kærlighed til Sylvia forsvandt aldrig, og da hun døde, døde der også noget i ham.

Jeg er benovet over det liv digterparret levede, og det ændrer bogen ikke på. Du sagde det selv er blevet kritiseret en del, nok mest fordi den tager Ted Hughes parti ved at skrive denne forsvarstale, og viser Sylvia Plath som noget af en heks. Connie Palmen prøver at give Ted Hughes en stemme, og det kan godt ske, at den virker lidt for romantiseret. Når det er sagt, følte jeg mig underholdt og nød beskrivelsen af deres stormende forelskelse, deres store skabertrang og Sylvias angst og mani. Dette er Ted Hughes posthumme kærlighedshistorie.

Connie Palmen: Du sagde det selv, Tiderne Skifter, 222 sider, september 2017