Krister er en uheldig mand. Elektriker af uddannelse, ikke bange for at arbejde hårdt og i skæve positioner, og så kom der en prolaps i ryggen, og hvad skal man så stille op?

Oppe på kommunen mente de, at Krister kunne undervise flygtninge og indvandrere i norsk, for den slags lærere er der mangel på, og hvad Krister mangler i pædagogik har han i livserfaring. Så det går, sådan da, indtil Krister kommer til at spørge en af sine kursister, en møbelsnedker fra Tjetjenien, om han ikke vil bygge en pergola til ham hjemme i haven. Den slags ser jo ikke pænt ud, det medgiver Krister gerne, men han havde altså de allerbedste intentioner. Møbelsnedkeren manglede jo noget at tage sig til, Krister gav ham mad og lærte ham de norske navne på værktøj og i øvrigt var det slet ikke Krister, men hans kone Marianne, der ville have den pergola.

Alt dette sker på de første to sider af For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges, og det bliver værre endnu.

Krister og Marianne har nemlig en søn, Andreas, og skolen har indkaldt dem til et møde. Sønnen har nemlig vappet en anden dreng en på hovedet, men det er helt urimeligt sådan at gøre Andreas til syndebuk, mener Krister, for nogen børn får meget nemt næseblod, og det kan der godt være tale om her. Så en udredning kan slet ikke komme på tale, uanset hvor meget læreren og sundhedsplejersken sidder og trommer med fingrene på tykke ringbind. For Krister har gennemskuet dem og deres magtspil.

Faktum er, at Krister er ret god til at genneskue tilværelsen. Eller også er det tilværelsen, der har gennemskuet Krister. Han kommer nemlig hele tiden lidt i knibe. Det er ikke fordi han har problemer med vrede, nej, selvom han pligtskyldigt gennemførte det vredeshåndteringskursus, han fik tilbudt i fængslet, dengang han sad der. Han kommer nemlig kun op at slås, når han bliver provokeret. Det bliver han så ret tit, når han er fuld, må man formode, han vågner nemlig ofte op med en øm hånd uden at kunne huske hvad der er sket natten før. Og det er jo lidt ærgerligt, det medgiver Krister gerne.

Han har aldrig haft det let med livet, men nu er det ved at gå helt galt. Hans kone Marianne er det bedste, der nogensinde er sket for ham, og han ved godt at han ikke må rokke ved den båd, men alligevel er det så svært at være en nærværende far og ægtemand, ikke mindst når stesoliderne er ved at slippe op og Yvonne tilbyder alternativ behandling for hans rygsmerter og det, der banker længere nede….

For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges er kulsort, norsk humor om en mand i opløsning. Lag for lag skrælles masken af Krister, og tilbage står et ensomt menneske der fuldstændig har mistet kompasset. Han prøver og prøver, og alligevel er der bare aldrig noget der rigtig lykkes. Heller ikke pergolaen, der ellers skulle have reddet hans ægteskab med Marianne.

Det er første gang vi får Kyrre Andreassen i dansk oversættelse, og det er da på tide. Det er et yderst charmerende bekendtskab med en ucharmerende mand, og selvom jeg syntes romanen tabte fokus undervejs til fordel for sjove enkeltepisoder og dermed mangler den samlende ramme, så er man nødt til hele tiden at læse videre. For hvad foretager Krister sig nu? Og hvordan vil han dog få rodet sig ud af de katastrofer, der følger i hans fodspor når et uforstående samfund forsøger at tvinge sine normer og regler ned over stakkels Krister?

Kyrre Andreassen: For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges. 330 sider, oversat af Rolf Stavnem. Gyldendal, 2017