Selvom hun var formand for et af landets største og mest toneangivende partier i 10 år og Danmarks statsminister i næsten fire år, så føler mange nok, at de aldrig helt fandt ud af hvem privatpersonen Helle Thorning-Schmidt var. Det bliver vi en hel del klogere på i journalisten Nina Munch-Perrins portrætbog, der har undertitlen “Helle Thorning-Schmidt fortæller sin historie”.

Og fortæller. Det gør hun, hendes mand og hendes børn i en grad, som de aldrig har gjort før. Ja, faktisk har hverken manden Stephen eller børnene Camilla og Johanna givet større interviews før. Men det gør de her. Og vi kommer med ind bag døren i hjemmet på Østerbro og hører om de glæder, sorger og udfordringer, som den lille familie stod igennem i de år, hvor mor var partiformand og statsminister.

Bogen tegner et meget godt billede af mennesket Helle Thorning-Schmidt og den enorme viljestyrke og tykke lag teflon, som hun er udstyret med og som bogens titel også hentyder til. Hun kan stå meget igennem og gjorde det også. Hendes mand og børn stod også meget igennem – uden selv at have den store indflydelse på det. Bøsserygter, skattesag og stor furore over den ene datters skoleskifte var bare nogle af de ting, som den lille familie skulle tackle. Det får vi trukket op og det giver da uden tvivl stof til eftertanke. Er det virkelig rimeligt at vi byder vores folkevalgte og ikke mindst deres familier dette?

Bogen berører kun i ganske få kapitler Helle Thorning-Schmidts professionelle liv som partiformand og statsminister i meget brede vendinger. Det er således ikke Thornings indspark til historieskrivningen om Socialdemokratiet fra 2005 til 2015 og de S-ledede regeringer fra 2011 – 2015, som bogen flyder over med. Vi får kun ganske få holdninger til ganske få centrale begivenheder i regeringens levetid. Og mest omkring forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Så ingen lussinger til SF, Margrethe Vestager eller de mange partikammerater, som i tide og utide gjorde livet surt for hende. Ingen spark ud efter eksempelvis de borgmestre fra Storkøbenhavn, som fik stukket en kæp i hjulet på betalingsringen.

Og mange af de politiske begivenheder er blevet genfortalt igen og igen i andre bøger. Ikke mindst mødet på Klaus Hækkerups kontor dagen efter valget i 2005, hvor Helle Thorning-Schmidt netop er blevet valgt til Folketinget og melder sig på banen som formandskandidat.

Helle Thorning-Schmidt var statsminister under terrorangrebet i København i februar 2015 mod Krudttønden og den jødiske synagoge. En begivenhed, som forfatteren og hovedpersonen naturligvis kommer omkring. Men på en meget overfladisk facon. Her kunne sagtens være plads til en meget mere detaljeret beretning om Thornings gøren og laden i de dramatiske timer og overvejelser og dilemmaer. Vi er slet ikke fluen på væggen og det virker ærlig talt ikke som om statsministeren gjorde sig de store tanker. Det er helt surrealistisk når hun i bogen fortæller, at hun skam blot sad derhjemme i sofaen med et tæppe over sig hele natten mens politiet jagtede gerningsmanden.

Vi kommer heller ikke med ud i verden og får beskrevet nogle af de store møder, som Helle Thorning-Schmidt har haft med statsledere og lignende godtfolk over hele verden. Bortset fra én episode; det berømte selfie med Obama og David Cameron til Nelson Mandelas begravelsesceremoni. Det bruger hun til gengæld megen tid på og bogens store “klimaks” er at det billede, som Thorning tog, for første gang nogensinde deles med omverdenen på bogens sidste side.

Bogen er naturligvis pligtlæsning for alle med interesse for moderne dansk politik. Men forvent ikke det store. Og slet ikke nogle politiske udmeldinger. Bortset fra at hun ønsker at regulere markedet, så får vi heller ikke her nogen som helst idé om hvad der er Thornings politiske projekt og hvad der er hendes politiske pejlemærker. Hvorfor er hun gået ind i politik og hvad brænder hun for? Det står stadig ubesvaret hen, ligesom det i manges optik har gjort lige siden hun blev valgt til Europaparlamentet i 1999.

Nu har vi fået sat rammen og fået fortalt historien om mennesket Helle Thorning-Schmidt og livet bag døren i hjemmet. En historie hun på lange stræk forsømte at fortælle, da hun var statsminister og partiformand. Nu ser vi frem til næste gang at få Helle Thornings udlægning af begivenhederne bag kulisserne i Socialdemokratiet og regeringen. Hendes ærlige mening om SF-formand Anette Vilhelmsen, om Margrethe Vestager, om Vestegnsborgmestrene og meget andet. For så bliver det set med politiske briller langt mere interessant end den her lidt “damebladsagtige” fortælling.

Nina Munch-Perrin: Hvad man ikke dør af – Helle Thorning-Schmidt fortæller sin historie. Gyldendal 2017. 349 sider.