Quincy, Lisa og Samantha kender ikke hinanden, men de deler en grusom fortid. De er hver især eneste overlevende i blodige massakrer, hvor alle andre tilstede døde. Pressen, der har døbt dem “Final girls” forsøger desperat at få dem til at give interviews eller mødes i talkshows for at fortælle deres historier.

Quincy vil ikke være med. Hun vil være i fred, leve så normalt og anonymt som muligt og hun nægter at være en “final girl”. Den eneste kontakt hun har til fortiden er Coop, den politibetjent, der reddede hende ud af skoven og væk fra den hytte, hvor alle hendes venner blev slagtet.

Da Lisa pludselig begår selvmord og Samantha står foran Quincys hoveddør bliver det sværere for hende at lægge afstand til fortiden og nægte fællesskabet omkring deres tragedier. Samantha bringer liv i de gamle minder, noget Quincy ellers har fortrængt, og pludselig bliver flere af de sorte huller fra dengang fyldt ud. Men hvorfor er Samantha dukket op? Og da Quincy opdager, at Lisa sendte hende en mail umiddelbart inden sin død, bliver spørgsmålene ikke færre.

Final girls er som en ærkeamerikansk psykologisk thriller. Hvert kapitel udspiller sig som en filmscene og sproget er så visuelt, dragende og stereotypt på en og samme tid. Lav et godt sammenkog af amerikanske film som Scream og Single white female (Enlig pige søger) og du har en godt billede af Final girls. Jeg kan godt lide den. Lettilgængelig, men stadig forbandet effektiv. Læs den ikke en mørk aften, hvor du er alene hjemme!

Den er oplagt til dig, der elsker en uhyggelig bog. Kan du lide Paula Hawkins eller Karin Slaughter, så tror jeg også, du vil være glad for Riley Sager.

Riley Sager, Final girls, Turbine, 25. Oktober 2017, 438 sider.