En sjælden gang støder jeg på en ny forfatter, som skriver så fængslende og medrivende, at det at læse bogen til ende, gør en lille smule ondt. Pia Ravn Jensens debutroman Smagen af fugl er én af disse sjældenheder.

Marie er vokset op med sin alkoholiserede og egocentriske mor Mona. Der har ingen kærlighed været i det lille hjem, og Marie måtte meget tidligt lære at klare sig selv. En ensomhed så stor, at det ikke burde være tilladt for et barn at vokse op på den måde. Havde det ikke været for vennen Tobias og veninden Laura, var det endt galt allerede dengang.

Året er nu 1990. Den 26-årige Marie befinder sig i sin lejlighed på Nørrebro med et nyfødt barn, der ikke er hendes. Der er blod på barnets tøj, og da politiet pludseligt banker på døren, tager hun flugten. For der er ingen logik i Maries tankegang. Et liv fyldt med forsømmelse og misrøgt, har for altid ændret hendes forestilling om hvad, der er normalt.

Bogen veksler mellem datid og nutid. Maries barndom, ungdom og nutid i én stor pærevælling. Det kan godt virke en smule forvirrende til tider, men det er også én af de ting, jeg fandt fascinerende ved Pia Ravn Jensens skrivestil. Trådene mellem barndommen og voksenlivet. Hvordan et svigt så stort, at man næppe kan forestille sig det, farver et menneske for bestandigt. Gå ikke glip af denne bog.

Pia Ravn Jensen: Smagen af fugl, 339 sider, marts 2017, BoD