Lotte Dalgaard: Lucy
Journalisten Line på Regionalavisen Nordsjælland er tilbage. For os som har læst de to første bøger om hende, er det et dejligt gensyn. For jer som ikke har mødt Line endnu; begynd med den første bog, Tvillingesagen, for ud over krimihistorien, er det sjovt at følge Lines udvikling på privatfronten.
Det er blevet forår og Line er kommet meget videre med sit privatliv og det problematiske forhold til sin alkoholiske kæreste Jonas, som er far til Frida.
På arbejdsfronten bliver hun af sin chef bedt om at følge op på gamle uopklarede kriminalsager fra de sidste 30 år – afgrænset til Nordsjælland. Der springer snart to sager i øjnene. Den ene sag handler om et brutalt mord på lastbilchaufføren Torben Nielsen, der blev slået ihjel på et toilet på en rasteplads. Den anden sag handler om Anna Warberg, der kom fra en velstillet familie og forsvandt i 1985. Hendes forældre mente den gang, at hun nok var forsvundet frivilligt.
Da Line får gravet i historien om Anna Warberg, viser det sig, at hun sidder fængslet på øen Jersey, og hun vil gerne tale med Line. Så Line pakker datteren Frida, sin veninde og sig selv og tager til Jersey for at finde ud af, hvad der skete den gang og hvad Anna har lavet, siden hun er i fængsel.
Det viser sig hurtigt, at Line møder modstand, for ikke alle på øen er interesseret i, at en grufuld sandhed kommer frem. Men Anna vil gerne have den frem, så hun kan blive fri igen – for første gang i mange år.
Opholdet på øen bliver meget slemt for Line, for nogen ønsker at stoppe hende i at interviewe Anna, og rammer hende der, hvor hun er allermest sårbar. Oveni i det lider forholdet til veninden et alvorligt knæk.
Samtidigt med historien om Anna, lurer historien med lastbilchaufføren også i baggrunden og Lines arbejdsliv og privatliv bliver blandet sammen på en forfærdelig måde – lige som de to sager.
Lotte Dalgaard har skrevet endnu en spændingsroman, hvor Lines liv bliver spundet fint sammen med krimiplottet. Det er spændende at følge Lines udvikling, og jeg hepper på hende, når hun sætter Jonas stolen for døren. Beskrivelserne af Jersey er gode og skaber en fin ramme om historien. Lucy er tredje bog med Line som hovedperson.
Lotte Dalgaard, Lucy, Byens Forlag, 237 sider, september 2017