Forræderen. Ingen er så forhadt som ham, der ofrer sit land, sin tro eller sine venner for personlig vinding. Igennem to tusind år personificeret ved Judas Iskariot, forræderen over dem alle.

Men hvad er forræderi egentlig? Og hvad motiverede Judas? Kan forræderi udspringe af kærlighed og klippefast tro, og hvad er forræderiets mange ansigter?

I israelske Amos Oz fremragende Judas er der ingen lette svar. Studenten Shmuel er i vinteren 1959 både svigtet og en svigter. Han føler sig forrådt af sin eks-kæreste, der har forladt ham for at blive gift med en tidligere flamme. Hans astmatiske krop svigter ham, helt ned til hans sære gang – hovedet kommer altid først. Hans far går fallit, og familien kan ikke længere understøtte hans universitetsstudier i Jerusalem. Så dem svigter han, både studier og sin families drømme.

Shmuel får ansættelse og husly i et hus med en gammel belæst mand, som han skal være selskabsherre for. Udover den ældre mand beboes huset kun af den smukke Atalja, der (naturligvis) gemmer på mange hemmeligheder. En af dem er, at hendes far var højt placeret zionist før uafhængigheden, men modstander af oprettelse af en jødisk stat. Han drømte om at arabere og jøder skulle kunne leve sammen uden grænser. Naivt, mente nogen, forræderi mente andre.

Shmuel forsøger at afdække sin to bofællers historie, men de er ikke særlig meddelsomme. Et sted i den unge stats historie ligger flere svigt, flere forræderier, og tusindvis af jøder og arabere, der døde i kampen for og mod den jødiske stat. Et sted ligger også Shmuels historie, om bedstefaderen, der var undercover for den jødiske modstandsbevægelse før staten Israel, men som – måske ved en fejltagelse – blev henrettet som forræder.

Og så er der Judas. Shmuel skrev speciale om det jødiske syn på Jesus, men det er Judas figuren der optager ham. Var Judas den første kristne? Angav han Jesus, for at se menneskesønnen sejre over døden? Kan der ligge stor kærlighed og klippefast tro bag et forræderi?

Amos Oz ridser store spørgsmål op i Jerusalems evigt regnfulde vinter. I 1959 er den jødiske stat stadig ung, dets borgere er mestendels første eller anden generationsindvandrere, mange på bagkanten af holocaust, og staten mangler stadig at finde sin egen vej i en verden af fjendtlige naboer. Seksdagskrigen ligger stadig ude i fremtiden, Jerusalem er delt af pigtråd, og det er menneskernes hjerter også – delt mellem håbet om fred og frygten for, at fred kræver udslettelse. Bag alt dette ligget også den ubetingede loyalitet, for er tvivl ikke bare et andet ord for forræderi når et forfulgt folk søger at skabe en hjemstavn, hvor de kan være trygge?

Amos Oz er en gudsbenået fortæller med noget på hjertet. Hans personer er rørende i al deres ualmindelige almindelighed, hans historier er vedkommende og hans sprog er på en gang ladet med betydning og alligevel nænsomt.

Judas er en bog om forræderi, tro og tab. Men også om en ung mand, der har svært ved at finde sin plads i verden. Man lægger den ikke fra sig uden at have fået stof til eftertanke.

Amos Oz: Judas. 296 sider, Gyldendal. Oversat af Hanne Friis, udkommer 17. oktober 2017